Omkring 100.000 mennesker i Danmark vurderes at leve med demens og Alzheimers. Efter sundhedsloven har de ret til at blive udredt for demens inden for 30 dage. Men nu retter patient-organisationer og fagfolk en hård kritik mod den hidtidige indsats mod den frygtede sygdom, og Rigsrevisionen vil kulegrave de alenlange ventetider, der forringer hjælpen til tusinder af patienter, skriver Berlingske.
”Nye tal viser, at patienter må regne med at vente mellem tre uger og helt op til 53 uger på at komme til den første undersøgelse efter at være henvist fra deres læge – selvom de har ret til at blive undersøgt og udredt inden for 30 dage. Fagfolkene mener faktisk heller ikke, at det er relevant med et mål på 30 dage og opererer i stedet med en tidsgrænse på maksimalt 90 dage. Men også den grænse overskrides i betydeligt omfang.
På landsplan blev blot 26 pct. af de henviste patienter udredt inden for 90 dage – med stor variation på tværs af regionerne. De meget langstrakte forløb har store konsekvenser for patienterne, som får det værre i ventetiden. En meget stor andel af patienterne – i 2024 var det 57 pct. – har demens i moderat eller svær grad, når diagnosen langt om længe stilles. Det er problematisk, fordi sygdommen dermed er så fremskreden, at der er mindre mulighed for at iværksætte rådgivning og støtte til patient og pårørende samt tilbyde relevant anti-demens-medicin.
Det påpeges også, at jo mere fremskreden sygdommen er, jo større er risikoen for udvikling af adfærdsmæssige og psykiske symptomer ved demens. ‘Det svarer jo til, at man først får stillet en kræftdiagnose, når der er metastaser i hele kroppen. Det kan vi ikke være bekendt’, siger Gunhild Waldemar, leder af Nationalt Videnscenter for Demens og professor ved Københavns Universitet”.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)