Regeringens asyldrøm er et fatamorgana

Selv hvis en aftale om at overføre flygtninge, migranter og asylansøgere fra Danmark til Rwanda bliver indgået i 2022, så betyder det ikke, at de danske myndigheder umiddelbart efter sætter asylansøgere på et fly med kurs mod Afrika, skriver Berlingske.

”Det bliver efter al sandsynlighed ikke i denne valgperiode, at Danmark kan overføre udlændinge til regimet i Rwanda og fuldføre Socialdemokratiets store asyldrøm.

Det sker, efter at problemerne med Storbritanniens lignende aftale med Rwanda har tårnet sig op. En kilde med dyb indsigt i forhandlingerne mellem Danmark og Rwanda fortæller, at det er Danmark, der trækker tiden, og at der er en stor bekymring for den britiske aftale, der blev bremset af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol”.

24NYT: Der har aldrig været nogen realiteter bag regeringens opreklamerede planer om at udlicitere asylbehandlingen til Rwanda. Regeringen har selv ved flere lejligheder indrømmet, at dens planer er udelukkende et led i en kommunikationskampagne, der har til formål at afskrække potentielle asylansøgere fra at søge asyl i Danmark. Det er den eneste strategi, man i Danmark kan følge, for når det drejer sig om udlændingepolitik, kan man i Danmark ikke stramme mere. Danmark er nemlig bundet af EU, FN og de indgåede internationale konventioner og er for længst gået til stregen.