Regeringens handlingsplan viser, at den står bag danske jøder

Forleden offentliggjorde regeringen sin nye ”Handlingsplan mod antisemitisme”. Den er ikke lang: 28 sider med rigelig plads til fotos og magna-print citater, men det gør ikke noget, bare det, der står i den er godt. Og det er det. Den er i al sin relative korthed et klart budskab fra regeringen om, at man er opmærksom på problemerne, at man betragter dem som alvorlige og at man er opsat på at gøre noget ved dem.

Grundlaget for regeringens indsats rammes ind i forordet, hvor det bl.a. hedder:

”Vi ser desværre stadig antisemitisme i vores samfund. Derfor skal vi handle. Vi skal handle for at beskytte det danske jødiske samfund og for at bevare det frie og åbne samfund, der kendetegner Danmark i dag. De danske jøder har været en del af det danske samfund i mere end 400 år. Det skal de blive ved med.”

En meget vigtig cementering af regeringens vilje til at sikre danske jøder. Samtidig definerer handlingsplanen også de tre grupperinger, som i alt væsentligt er ansvarlige for den stigende antisemitisme i Danmark: den yderste venstrefløj, hhv. yderste højrefløj og i muslimske miljøer, hvilket er en vigtig konstatering: det er nemlig ikke blandt danskere generelt, at jødehadet florerer.

Handlingsplanen rummer en række konkrete initiativer, herunder at styrke monitoreringen af antisemitiske hændelser ved økonomisk støtte til forskningsenheden AKVAH, Igangsættelse af forskningsprojekt om antisemitisme og nok så vigtigt: en ændring af historiekanonen, så undervisning i Holocaust gøres obligatorisk i folkeskoler og gymnasier og vægtning flyttes fra udarbejdelse af undervisningsmaterialer til elevengagerende undervisning.

Desuden bekræfter regeringen, at beskyttelsen af de jødiske institutioner vil blive opretholdt, ligesom man vil styrke den specialiserede rådgivning ift. de miljøer, hvor antisemitisme især trives (læs: muslimske miljøer). Og for også udadtil at markere regeringens standpunkt i forhold til danske jøder, vil Danmark styrke sin deltagelse i det internationale forum International Holocaust Remembrance Alliances (IHRA) arbejde.

Det er faktisk svært at se handlingsplanen som andet end én lang opbakning til de danske jøder i en stadigt mere presset tid og en forsikring om, at regeringen vil tage de nødvendige skridt til at sikre deres tryghed og frihed i Danmark. Og det tænker jeg, at jøderne er svært tilfredse med. Også formanden for Det Jødiske Samfund i Danmark, Henri Goldstein, som P1 Morgen havde i studiet 25. januar.

Derfor var det også en lidt besynderlig oplevelse at høre ham fremkomme med to elendige eksempler på antisemitisme, som ganske vist var selvoplevede, men som på ingen måde afspejler det virkelige trusselsbillede mod danske jøder:

Det ene eksempel var en kvindelig patient (Goldstein er læge), der bad ham sende en regning på noget medicin hun havde fået i forbindelse med en konsultation. Da Goldstein sagde, at hun som omfattet af sygesikringsgruppe 1 ikke skulle have en regning, svarede hun, at jøder ellers altid var så gode til at sende regninger.

Det andet eksempel var også en patient, der i forbindelse med stuegang havde udtalt til Goldstein, at hun ikke brød sig om hans folk.

Begge eksempler på stupid usmagelighed, men helt klart inden for den demokratiske skive, hvor man må finde sig i folks dumhed og latterlige fordomme, så længe de ikke udmønter sig i opfordring til eller trussel om vold. Man kan ikke kræve accept og varme følelser fra alle – heller ikke som jøde.

For det er jo ikke den almindelige dansker i skikkelse af en underfrankeret patient, der truer danske jøder. I så fald kunne vi med det samme ophæve militær- og politibevogtningen af de jødiske institutioner, ligesom jøder igen vil kunne færdes frit & trygt på Nørrebro og sende deres børn i Rådmandsgades Skole.

At der ikke har været overfald på danske jøder på Nørrebro de seneste par år skyldes ikke, at truslen mod dem er væk, men at der ikke længere er jøder, der tør komme der – eller i andre ghetto-områder for den sags skyld. Og fraværet af angreb på jødiske institutioner kan meget vel skyldes den svært bevæbnede bevogtning af dem.

De grundlæggende problemer forsvinder ikke, bare fordi de ikke for nuværende optræder i statistikkerne, og det bør Det Jødiske Samfund i Danmark blive bedre til at italesætte, når nu regeringen med sin handlingsplan bakker dem så helhjertet op.