Site icon 24NYT

Rekord siden 2006: Lejlighedssalget stiger under COVID-19

Sidste gang, niveauet for solgte lejligheder var højere end i tredje kvartal 2020, var i 2006. Sat i forhold til antallet af lejligheder er salget størst på Sjælland og lavest på Fyn og i Jylland.

Der har været godt gang i salget af ejerlejligheder i andet og tredje kvartal 2020, mens Danmark har været påvirket af COVID-19.

I andet kvartal blev der solgt 4.847 lejligheder, mens der er i tredje kvartal blev solgt 5.529 lejligheder ud fra sæsonkorrigerede tal.

Det betyder, at det sæsonkorrigerede salg af ejerlejligheder i andet og tredje kvartal er på sit højeste niveau siden første kvartal 2006, når man ser på handler foretaget i almindelig fri handel på landsplan.

”Der har været gang i boligsalget under COVID-19. At der har været krise har ikke sat sit præg på boligmarkedet. Det er især sommerhuse, der har været i høj kurs, men antallet af solgte lejligheder er altså også steget,” siger Jakob Holmgaard, der er fuldmægtig i Danmarks Statistik. Han tilføjer:

”Der er sæsonudsving i boligsalget, specielt for sommerhuse og enfamiliehuse, men også lidt for ejerlejligheder. Derfor er det bedst at bruge sæsonkorrigerede data ved sammenligninger mellem kvartaler.”

Størst andel solgte lejligheder på Sjælland i andet og tredje kvartal 2020

I andet og tredje kvartal samlet blev der solgt flest lejligheder i landsdelen København by og landsdelen Østjylland, men det er også de to landsdele, hvor der findes klart flest lejligheder.

Kigger vi i stedet på, hvor mange lejligheder der blev solgt i forhold til antallet af lejligheder i de forskellige landsdele, så topper landsdelen København by og landsdelen Østsjælland.

”Faktisk ligger alle landsdelene på Sjælland over landsgennemsnittet på 3,39 pct., mens alle landsdele på Fyn og i Jylland ligger under landsgennemsnittet. Landsdelen Bornholm skiller sig ud fra de ti øvrige landsdele i Danmark, fordi der på solskinsøen kun findes meget få ejerlejligheder, så der er tallene for usikre til at opgøre,” siger Jakob Holmgaard.

Køberen var i gennemsnit 42,8 år

Gennemsnitskøberen, der købte lejlighed i 2. og 3. kvartal 2020, var 42,8 år gammel.
”Ser vi på kurven over lejlighedskøbernes alder, så er der to toppe. Den første og største top er i slutningen af 20’erne og omfatter primært førstegangskøbere. Den anden top er i midten af 50’erne og udgøres især af eksisterende boligejere, som flytter til en ejerlejlighed eller af forældrekøb,” siger Jakob Holmgaard.

Størst andel førstegangskøbere af lejligheder i og omkring København

Størstedelen (94 pct.) af de solgte ejerlejligheder i andet og tredje kvartal 2020 blev købt af privatpersoner, mens den restende andel blev købt af virksomheder eller er uoplyst (meget få). Blandt de ejerlejligheder, som blev solgt til privatpersoner i almindelig fri handel på landsplan, blev 44 pct. købt af førstegangskøbere, mens 56 pct. blev købt af eksisterende boligejere.

Den største andel af førstegangskøbere i forhold til alle privatkøbere var i landsdelen Københavns omegn, hvor ca. hver anden solgte lejlighed gik til førstegangskøbere, mens andelen var lavest i landsdelen Sydjylland, hvor ca. hver tredje lejlighed blev købt af en førstegangskøber.

En førstegangskøber er her defineret som en, der ikke har været boligejer i mindst de tre forudgående år. Se mere i analysen: Hvem er det der køber enfamiliehuse.

Exit mobile version