Rekordmange vil læse til ingeniør

Markant stigning i antal ansøgere til ingeniøruddannelserne. Det viser årets opgørelse over ansøgere til de videregående uddannelser.

Interessen for ingeniørstudierne slår i år rekord. Tal fra Uddannelses- og Forskningsministeriet viser, at 12 pct. flere har søgt mod civilingeniøruddannelserne, mens 2 pct. flere har søgt ind på diplomingeniøruddannelserne sammenlignet med 2019.

Thomas Damkjær Petersen, formand for Ingeniørforeningen IDA og Danmarks teknologiske alliance Engineer the Future, er glad for årets ansøgertal.

”Det er utrolig vigtigt for dansk erhvervsliv, at flere unge vælger ingeniøruddannelserne til. Der er nemlig ikke nogen tvivl om, at tekniske og digitale kompetencer bliver stadig mere efterspurgte. Samtidig går de unge ingeniøraspiranter et fantastisk arbejdsliv i møde, for de får mulighed for at rykke på de helt store samfundsudfordringer,” fortæller Thomas Damkjær Petersen.

Det var ventet, at corona-situationen ville få flere unge til at søge ind på en videregående uddannelse i år, og Thomas Damkjær Petersen glæder sig over, at den generelle stigning også er at genfinde i ansøgertallene til ingeniøruddannelserne.

”Det fortæller mig, at de unge drømmer om at gøre verden bedre og samtidig kan se de mange muligheder, som ingeniørverdenen har at byde på”, udtaler han.

FOSS: Dansk erhvervsliv har brug for flere ingeniører

Hos den danske virksomhed FOSS, der producerer analyseinstrumenter til landbrugs- og fødevareindustrien og beskæftiger flere hundrede ingeniører, glæder man sig ligeledes over det høje ansøgertal til ingeniøruddannelserne. Det fortæller Michael Almer, HR-direktør hos FOSS.

LÆS OGSÅ:  To lokale virksomheder høster DI-pris for unik lærlingeindsats

”Det er meget positivt, for dansk erhvervsliv får kun brug for flere ingeniører i fremtiden. Ingeniører er afgørende for danske virksomheders konkurrenceevne og innovation,” udtaler Michael Almer.

FOSS er med sine produkter med til at sikre kvaliteten og sikkerheden omkring fødevarer på globalt plan. Ifølge Michael Almer er netop det at skabe forandring et vigtigt parameter for mange unge.

”Som ingeniør kan man være med til at gøre en forskel ude i virkeligheden på en global skala. Vi hører igen og igen, at det er et vigtigt kriterie for valget af arbejdsplads hos vores nyuddannede kollegaer og blandt de studerende, der er i praktik hos os,” udtaler han.

Kommende ingeniørstuderende: Uddannelsen kobler teori med praksis

22-årige Mikkel Rabjerg Bai er en af de unge, der i år har valgt at søge ind på en ingeniøruddannelse. For ham var ingeniøruddannelsen det oplagte valg, fordi den giver mulighed for at koble teori med praksis.

”Det er vigtigt, at jeg kan omsætte min viden til at udvikle noget konkret”, fortæller han.

At Mikkel Rabjerg Bai har søgt den 3,5-årige produktionsingeniøruddannelse på VIA University College i Horsens hænger sammen med, at uddannelsen har stort fokus på virksomhedsinddragelse.

”Jeg vil gerne forstå, hvordan en virksomhed fungerer. Den tekniske del sat sammen med ledelse og virksomhedsstrategi var vigtige pejlemærker for mig”, uddyber Mikkel Rabjerg Bai.

LÆS OGSÅ:  Flere unge dropper ud af uddannelsessystemet, når studenterhuen er på plads

I alt har 7627 søgt en ingeniøruddannelse som 1. prioritet. Det er 344 personer mere end den hidtidige rekord fra 2018, hvor 7283 havde en ingeniøruddannelse som 1. prioritet. Det betyder samlet set, at de to ingeniøruddannelser er i top-5 over de mest søgte uddannelser på landsplan.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)