I løbet af 2023 og 2024 udfører Vejdirektoratet en større renovering af Kronprins Frederiks Bro i Frederikssund i Nordsjælland. Det sker for at sikre, at broen kan holde i mange år endnu. Renoveringen medfører en periode, hvor kun cyklister og fodgængere vil kunne benytte broen, mens arbejdet står på.
Kronprins Frederiks Bro i Frederikssund står til at få en grundig – og efterhånden også tiltrængt – renovering af de mekaniske og elektriske dele i løbet af 2023 og 2024. Dette vil øge både driftssikkerheden og broens levetid.
Renoveringen betyder, at broen i foråret 2023 bliver lukket for biler og tungere trafik i seks uger i marts og april måned, men bliver holdt åben for cyklister, fodgængere og udrykningskøretøjer. Al anden trafik skal benytte eksempelvis Kronprinsesse Marys Bro.
Med hensyn til underført trafik – bådene – bliver der som udgangspunkt lukket i samme periode, dog vil der, afhængigt af entreprenørens arbejdsprocesser, i begrænset omfang være tidspunkter, hvor det er muligt at sejle igennem. Dette meldes ud senere direkte til sejlende interessenter.
I forbindelse med projektet afholder Vejdirektoratet et informationsmøde for borgere og andre interesserede. Det finder sted i Jægerspris tirsdag den 17. januar.
Projektleder Jens Præst Nielsen, Vejdirektoratet, siger:
”Kronprins Frederiks Bro har efterhånden mere end 87 år på bagen, og så mange år slider på de tusindvis af dele, sådan en klapbro har. Faktisk ville vi gerne have været i gang med renovering af maskineriet langt tidligere, men vi valgte at vente til den nye bro – Kronprinsesse Marys Bro – stod klar for godt tre år siden. Nu skal vi gennemgå broen fra ende til anden, og vi har en forventning om, at vi med dette projekt samt en efterfølgende fuld udskiftning af brobelægningen kan forlænge broens samlede levetid med i hvert fald 30 til 35 år. Det er i sig selv en stor økonomisk gevinst, men jo også godt for klimaregnskabet, at broen holder i mange flere år frem for måske at skulle opføre en helt ny bro.”
Renoveringen består blandt andet i at udskifte og opgradere en række af broklappens komponenter, så færre af dem kræver løbende vedligehold. Og arbejdet med at udskifte netop dele af maskineriet til broklapperne og systemet til låsning af broklapperne betyder, at klapperne, mens arbejdet står på, ikke kan bære tung trafik på broen.
Informationsmøde i Jægerspris
I forbindelse med renoveringsprojektet er Vejdirektoratet i tæt dialog og samarbejde med busselskabet Movia, Frederikssund Kommune og Region Hovedstaden, da brorenoveringen vil medføre eksempelvis omlægninger af busruter.
Projektleder Jens Præst Nielsen, Vejdirektoratet, siger:
”Vi er meget opmærksomme på, at Kronprins Frederiks Bro er en helt essentiel del af infrastrukturen i området, og det er klart, at det vil få store konsekvenser for eksempelvis pendlere og buspassagerer i området. Vi vil derfor også gerne høre, hvad folk i lokalområdet gør sig af tanker og give dem et rigtig godt indblik i, hvad vi har på tegnebrættet.”
Til informationsmødet, hvor også repræsentanter fra Movia og kommunen vil være til stede, vil borgerne få lejlighed til at høre mere om blandt andet de trafikale konsekvenser.
Tid: Tirsdag den 17. januar fra kl. 17.00 til 19.00
Sted: Kulturhuset Rejsestalden, Hovedgaden 29 A, 3630 Jægerspris
Det er ikke nødvendigt med forudgående tilmelding til informationsmødet.
Fakta om Kronprins Frederiks Bro
Kronprins Frederiks Bro er en såkaldt dobbelt-klapbro, som er opført i 1930’erne. Klapperne bliver åbnet mekanisk ved hjælp af et identisk maskineri i henholdsvis den østlige og vestlige klappille.
Broen bliver i dag fjernstyret fra et driftscenter i Aalborg, men under reparationsarbejderne vil broen efter behov blive betjent lokalt fra manøvrehuset på broen.
Kronprins Frederiks Bro har en samlet længde på cirka 215 meter og består af to landfæster af beton i hver ende af broen, tre faste fag i stål samt et klapfag med dobbelt-klap i stål.