Der er i Danmark utallige forhold, der udgør et retssikkerhedsmæssigt problem. Danmark scorer traditionelt meget højt i internationale sammenhænge, når der måles på retsstaten og borgernes retssikkerhed. Alligevel ser man i Danmark en stigende tendens til, at politiske mål om effektivisering, kontrol og krisehåndtering tilsidesætter hensynet til frihedsrettigheder, retsstatsprincipper og borgernes retssikkerhed.
Ifølge tænketanken Justitias statusrapport over retssikkerhedens tilstand i Danmark i 2022 er der ”skruet ned for danskernes retssikkerhed og frihedsrettigheder på en lang række områder: retten til privatliv og persondatabeskyttelsen, ytringsfrihed, retten til at demonstrere, retten til retfærdig rettergang, retten til forsamlingsfrihed og bevægelsesfrihed samt virksomhedernes retssikkerhed”.
De lange ventetider på alvorlige straffesager betegnes f.eks. som ”dybt betændte retssikkerhedsmæssigt”, fordi de steg fra 7,3 måneder i 2021 til 8,4 måneder i 2022. I 2018 tog det gennemsnitligt 4,4 måneder. Men – hvor meget mere skal ventetiderne stige, før man kan sige, at retssikkerheden er helt væk? Det er der ingen der ved, da retssikkerheden har ingen bagkant.
Selv om man i Danmark taler meget om faldende retssikkerhed, kan man være helt rolig: Den når aldrig bunden. Retssikkerheden i Danmark er nemlig et politisk bekvemt gummibegreb, som kan gradbøjes og som det er umuligt at kvantificere. Den kan derfor blive udhulet, forringet, undergravet, svækket og udfordret i det uendelige, men den forsvinder aldrig.
André Rossmann