Den 81-årige Ebbe Preisler ombragte 2. juledag sin hustru Mariann Preisler med en dosis metadon, han illegalt havde købt på narkomarkedet bag Københavns Hovedbanegård. Han forsøgte herefter at tage livet af sig, men det mislykkedes, og Preisler blev anholdt, fængslet og sigtet for manddrab. Mariann og Ebbe Preisler havde i mange år levet i et uadskilleligt ægteskab og parforhold præget af deres dybe kærlighed til hinanden og af deres fælles engagement i kulturradikale mærkesager som klimaet, kampen mod uligheden, solidaritet med Christiania og støtte til palæstinenserne. For en del år siden blev Mariann ramt af først Parkinsons syge og dernæst af demens. Hun var stærkt invalideret af begge diagnoser og havde mistet talens brug og evnen til at spise. Ebbe Preisler havde i to kronikker i Jyllands-Posten og Politiken beskrevet parrets ønske om at dø sammen. De ville takke hinanden for et godt liv, tage et dødbringende medikament og stille sove ind sammen, hånd i hånd.
Parrets familie og nære venner er ikke et sekund i tvivl om oprigtigheden i det fælles dødsønske og afviser anklagemyndighedens opfattelse, at Ebbe Preisler skulle have dræbt hustruen mod hendes vilje, hvilket netop er forudsætningen for en sigtelse for manddrab. Manden erkender naturligvis at have givet Mariann de dødbringende tabletter, men fastholder, at det var sket som konsekvens af deres beslutning, da hustruens sygdomme var så vidt fremskredne, at hun var uden nogen som helst form for livskvalitet. Marianns fremtidsudsigter var en tilværelse som grøntsag indtil døden. Anklagemyndigheden vil til gengæld hævde, at der jo ikke foreligger nogen dokumentation for hustruens beslutning om at blive hjulpet af med livet. Der var ikke noget afskedsbrev med dødsønsket eller andet bevis for denne hensigt. Hun kunne hverken tale eller skrive, så påstanden om et fælles ønske om at dø må stå for Ebbe Preislers egen regning, mener myndighederne. Én ting er et ønske om at dø. En anden er at bede om at blive dræbt.
Hvis ægteparrets Preisler havde levet i Schweiz, Holland eller Belgien, hvor assisteret selvmord er tilladt for dødssyge og stærkt lidende mennesker, ville Mariann Preisler utvivlsomt være kvalificeret til denne ultimative service. I ingen af disse lande foregår det assisterede selvmord på en lemfældig måde. Selvmordskandidaten skal kunne fremlægge en sygejournal og anden dokumentation, der kan overbevise den læge, der skal assistere patienten med at dø. Endvidere er det et krav, at patienten i et afsluttende interview med lægen fremsætter en uforbeholden erklæring om at forlade livet. I Danmark er et flertal af befolkningen indstillet på, at også døende og stærkt lidende patienter skal have muligheden for frivilligt at forlade livet assisteret af lægelig fagkundskab. Etisk Råd er ligesom Lægeforeningen ikke begejstret for indførslen af aktiv dødshjælp. Det er også tvivlsomt, om der kan skaffes flertal i Folketinget til trods for, at både statsministeren og den folkelige mening er positiv.
Modstanderne af aktiv dødshjælp henviser til lægeløftet og til lægers etiske pligt til at helbrede og lindre. Der udtrykkes bekymring for de lidende patienters eftergivenhed over for kyniske familiemedlemmer, der presser på for at få dødssyge far eller mor ud af verden for at slippe for omsorgsbyrden eller for at rage til sig. Lægeløftets tekst er fra 1825 og siger ikke noget om, at læger ikke må assistere forpinte og terminalt syge patienter til at komme herfra, når de nu ikke kan udholde deres lidelser længere. Det påståede pres fra familierne har ikke været et debattema i Schweiz, Holland og Belgien, der alle udfører assisteret selvmord under lægefagligt opsyn.
I Danmark er der bred folkelig, politisk og lægefaglig enighed om, at kvinder skal have ret til få foretaget fri abort op til den 12. graviditetsuge i betryggende lægefaglige omgivelser. Det ser ud til, at der i Etisk Råd er flertal for at flytte abortgrænsen til den 18. graviditetsuge. Dette støttes varmt af de ’progressive´ kvindebevægelser og debattører, der konsekvent karakteriserer et foster som ’celleklump’ eller ’graviditetsvæv’, uanset, at et foster i 18-20. graviditetsuge er et komplet lille menneskebarn, hvor alle lemmer er fuldt udviklet. Fostret kan høre, sutte på sin finger og der er optagelser, der viser et 18-20 ugers foster, der smiler og endog griner af uransagelige grunde. Et menneskefoster er ikke en del af moderens egen fysik som hendes hjerte, lever eller nyre. Fostret har sin egen DNA-sammensætning, som indeholder DNA fra mor og far, men også fra tusindvis af forfædre langt tilbage i historien. Når samfundet tillader kvinder at få foretaget en abort, er det således ikke, fordi man anerkender, at fostret er en biologisk del af moderen (hvad det jo heller ikke er), men fordi man af etiske grunde lægger vægt på moderens tarv og ikke på fostrets. Den etiske byrde svinger imidlertid over fra og med den 12. graviditetsuge, sikkert snart den 18. uge, hvor fostrets ret til livet erstatter moderens ret til at bestemme over egen krop.
Vi står derfor i Danmark i det mærkelige dilemma, at vi ikke har problemer med at tillade læger snart at fjerne et lille mini-menneske i 18. graviditetsuge, men at vi kvier os ved at tillade læger at hjælpe dødssyge, forpinte mennesker ud af deres livshelvede, selv om det er deres eget og brændende ønske. Det er ret sikkert, at et stort flertal af den danske befolkning kan se sammenhængen mellem den frie abort og retten til frit at få hjælp til at bestemme over sin egen krop, når livet på grund af smerter og sygdom bliver uudholdeligt. Det er derfor, at der er folkelig opbakning til både fri abort og aktiv, kvalificeret dødshjælp til værdigt trængende. Vi må håbe på, at den sunde fornuft sejrer i medierne, hos Etisk Råd og i Folketinget, så retten til en værdig død kan sidestilles med retten til et værdigt kvindeliv.
Og så ville det klæde anklagemyndigheden at frafalde sigtelsen for manddrab og lukke gamle Ebbe Preisler ud af fængslet. Han har naturligvis ikke myrdet sin hustru, men har -hvad alle vidner vil bekræfte – som en sidste kærlighedsgerning opfyldt hendes sidste ønske. Han har lidt nok, men kan ægteparret Preislers skæbne føre til, at vi endelig får aktiv dødshjælp i Danmark, har Ebbe Preislers lidelser ikke været forgæves.