RIGSFØREREN FRA HELVEDE

– historien om den danske nazileder, Poul Heinrich Riis Knudsen

Alene hans navn kan få øjnene til at spile op på politisk sindede danskere, der er 55+. Den tidligere leder af den danske nationalsocialistiske bevægelse, den falder i et med ham.

Selv husker jeg et tv-program tilbage i 80’erne, hvor studiet blev raidet af venstre-ekstremister, hvor han måtte eskorteres ud for at undgå klø. Siden hen blev han ekskluderet af bevægelsen i 1991, fordi han havde et forhold til en palæstinensisk kvinde, og Johnny Hansen, Riis Knudsens livvagt, tog over. Hansen lagde siden hen NSB i graven.

Riis Knudsen blev født ind i efterdønningerne af det 3. Rige. Året var 1949. Både hans mor og far var aktive i den nationalsocialistiske bevægelse. Faderen var allerede da en ældre herre årgang 1890. Familien omfatter en anerkendt teaterdirektør og en godsejer i det jyske. Det er tilbage for tre generationer siden.

Det lå derfor i kortene, prædestineret om man vil, at sønnen lod sig indrulle i det, man kunne kalde “De fordømtes arme”eller “Von Schalburgs usynlige hær”. Riis Knudsen, medierne har næsten glemt ham i dag.

Han var et yndlings hadeobjekt for den kulørte del af medieverdenen tilbage for 40-50 år siden. Altid omgærdet med sensationelle historier om nazi-forbindelser fra det sønderbombede Tysklands fortid og koryfæer fra en tid, hvor Europakortet så ganske anderledes ud end i dag.

Riis Knudsen har begået en række erindringsbøger, som den officielle bog- og kulturverden samt medierne bevidst har undgået at omtale. Herudover en række andre værker, som jeg ikke kendte til.

Jeg stødte på ham via en klient, og takket være min interesse for historie og nysgerrighed for at udfordre og udforske folk på de politiske yderfløje, har jeg fået et indblik i hans ideverden, historie og personlighed.

Hvis jeg havde kunnet møde Stalin eller Mao, havde det også været interessant for mig at få en personlig indsigt i, hvad der drev dem til at være dem, der slog flest ihjel af egne landsmænd. Derfor er Riis Knudsen interessant som karakter.

Dybest set er Riis Knudsen den måske sidste af de nationalsocialister, der har rødder i den fascistiske bevægelse, som prægede store dele af mellemkrigstidens Europa, i og med han er en ætling familiemæssigt.

Riis Knudsen er kontroversiel, men der er heller ingen, der med et blot overfladisk kendskab til ham, der kan påstå, at han ikke er en belæst og begavet mand. Hans erindringsbøger bekræfter indtrykket.

Mit fordomsbillede var fra et tv-program med en dystert udseende herre, der lignede arketypen på at ville bestride, at der ikke blev gennemført et Holocaust som en af grundpillerne i det 3. Riges vigtigeste missioner.

En anden fordom kunne være, at en person, der tidligere stod som frontfigur, rigsfører, for noget så forhadt som nazisterne, blot skulle ties ihjel, gøres til grin eller udskammes.

Det sidste ville være det letteste, ud fra en overfladisk betragtning, men det er ikke min hygiejne, så nysgerrigheden sejrede, og jeg tog imod ham på mit kontor.

Jeg introducerede ham til mit bryllupsbillede med min jamaicanske kone og mine blandede børn. Han svarede med et smil på læben, at det nok havde været problem for ham for 40 år siden, men i dag rørte det ham ikke. Det er det med at bedømme folk på, hvem de er, som han sagde.

Det beroligede ham, at min kone faktisk har en tysk stamfader, hvilket der blev grinet af.

Jeg er selv en kender af historien om 2. verdenskrig, i og med bl.a har været medforfatter på to bøger om emnet sammen med Erik Haaest (1935-2012), men også om det 3. Rige, hvis storhed og fald formentlig har et greb i de fleste voksne mænd.

Haaest mødte Riis Knudsen tilbage i 70erne, da han også var en del af den danske højrefløj, bl.a mentor for datidens ledende danske politiker fra det spektrum, Mogens Glistrup. Jeg husker Haaest fortalte mig, at andre Fremskridtsfolk advarede Glistrup mod at være så tæt på Haaest, mens han gnækkede som en anden Simon Spies. Forfatterens personbeskrivelser stikker spaden i jorden.

Riis Knudsens anden erindringsbog, “I Hagekorsets lange skygge”, var en gestus jeg fik overgivet ved samme lejlighed. Og den er en øjenåbner til en verden, man kun overfladisk har kunne læse sig til, og ofte kun i brudstykker. Forgængeren hed “Evigt ejes kun det tabte” og vedrørte årene frem til 1970. Begge bøger udgivet på forlaget Mellemgaard. 3. bind er under udarbejdelse, og det er en flittig forfatter med adskillige andre værker om alt fra Rusland til middelalder digtning.

Over 500 sider med et indblik i perioden fra 1970-77, den periode, hvor Riis Knudsen læste på universitetet, og hvor han påbegyndte sin erhvervsmæssige karriere. Det er menuen på ”I hagekorsets lange skygge”.

Lidt ironisk kunne man tilføje, at 70erne og frem efter var fyldt med lige så mange sten på vejen som tyskernes vej øst på var fyldt med frostgrader, mudder og fjendtligsindede partisaner under krigen.

At på den ene side kunne præsentere et karakterblad, som er de færreste litterære personer forundt, og så frivilligt, og nærmest selvdestruktivt, hælde malurt i eget bæger ved at være leder af nazi-bevægelsen, det kræver enten idioti eller målrettethed. Eller begge dele.

Og det i årene, hvor universiteter og læreanstalter var okkuperet, ikke af partisaner fra de russiske skove, men af deres ligesindede åndsfæller, blot iført partisantørklæder og langt skæg eller lilla bleer alt afhængig af kønnet. Ofte kunne man komme i tvivl om det sidste.

Jeg taler af egen erfaring, som barn af Ritt Bjerregaards enhedsskole, indrettet i marxismens overdrev for et halvt århundrede siden.

Riis Knudsen skriver godt. Han blander på en og samme gang fortid, nutid og fremtid i et for perspektivets skyld. Hans daværende oplevelser iblandes sammenligninger med nutiden. Man får som ung i 70’erne genopfrisket mange navne som bl.a. Hans Hetler og Frede Farmand.

Det er en af de hurtigst læste bøger, jeg har trevlet igennem. Ikke at den er overfladisk på nogen måder. Men, hvis man som jeg har interessen i forvejen for historie, og som her, bliver præsenteret for ny indsigt om datidens Danmark politisk helt til højre, og måden, hvorpå berufsverbot blev udøvet, så giver det stof til eftertanke. Han blev behandlet som en paria. Med rette vil nogen sige, men dobbeltstandarden mellem ham selv og fagfolk på den anden politiske side var åbenbar.

At marxisterne hyldede Stalin og Mao, som var massemordere i langt højere grad end Hitler, det var acceptabelt fordi det dengang, som nu, var politisk korrekt, anfører Riis Knudsen. De fik de ansættelser de ville have, og de styrede adgangskortene til hvem, der skulle frem i verden.

Det gør de også den dag i dag 50 år senere godt hjulpet på vej af medierne og den dybe stats kræfter. Historiens pendul svinger frem og tilbage, som han siger.

Mediernes måde at behandle højrefløjen på har heller ikke ændret sig, uanset det at tone rent flag som nazist oplagt er at skyde sig selv i foden, medmindre man er dedikeret, men der er en høj pris at skulle betale i ølge forfatteren.

Hans træf og møder med komponisten Richard Wagners svigerdatter, der formentlig var Hitlers elskerinde, og nogle af de overlevende fra det 3. Rige, hans kontakter og bekendtskaber i øvrigt, hans rejsebeskrivelser er gengivelser fra en insider.

Hans begavelse inden for litteratur og sprog er uomtvistelig, så hvorfor gøre livet så surt for sig selv og stå på mål for noget, de fleste betragter som verdens afskum, nationalsocialismen?

Han giver læseren svaret. Fordi fællesskabet mellem folket, landskab, jorden, hvor på man fødes, og det kulturelle ophav binder slægterne sammen i en større enhed. Han mener det er selve livet, hvilket var bevægelsens slogan i 80erne.

Man kan være dybt uenig i mål og midler, og navnlig den historiske bagage, og det ansvar nationalsocialismen bærer rundt på, men man kan og skal forholde sig til dens historiske betydning, hvis man vil blive klogere på, og forstå dens ophav og virkning for navnlig Europas nyeste historie.

Antisemitismen, forfølgelsen af anderledes tænkende, Hitlerismen, dyrkelsen af det okkulte, det nordiske ophav, som det 3. Rige fremelskede, hvad er status for det ifølge den detroniserede leder, for det der engang var 300 aktive ungnazister i den danske nazi-bevægelses storhedstid under ham for 30-40 år siden?

Forfatterens efter refleksioner er ikke optimistiske, ifølge Riis Knudsens ironiske distance. En distance som jeg ikke troede han var i besiddelse af.

Han er stadig revolutionært indstillet. Hans sprog afspejler det. Nationalsocialismen var en oprørsbevægelse udsprunget af 1. verdenskrigs veteran sammenslutninger, og af tyvernes og tredivernes efterfølgende stormtropper og kasernesamfundet i den nuværende Forbundsrepublik.

Kommunisterne ville, ifølge ham, med sikkerhed have overtaget magten i Tyskland, hvis det ikke havde været for Hitlers stormtropper, og den overtagelse havde ikke været mindre voldsom og blodig. Langt fra, og Stalin ville have haft en stødtrop i vest. De vestlige demokratier var svage dengang som nu, ifølge forfatteren.

Den russiske og den kinesiske revolution efterlod måske sammenlagt 100 millioner døde, men ind til 2. verdenskrig og Holocaust, var nationalsocialismen til sammenligning nærmest ublodig, er forfatterens bemærkning.

Riis Knudsen er formentlig den sidste åndelige eksponent for den revolutionære antikommunistiske bevægelse fra tiden før 1945. Nynazisterne er fortabte skaldepander uden ideologisk kompas ved siden af i sammenligning med ham.

Læseren kan blive indviet i hans opfattelse af det EF, og senere EU, der var i sin vorden i 70erne, som forfatteren oplevede og beskriver det, med et lixtal i øvre kvartil, hvor til der tilføjes et, at “Politikerne er udskudselementer, der får løn uanset de ikke fortjener ind til de kreperer”.

Hans kærlighed til Rusland i dag har bibragt ham en kritisk indstilling til personen Adolf Hitler. Hans anerkendelse af Holocaust og konsekvenserne ligger lige for. Alt i alt har årene mildnet og gjort Riis Knudsen klogere og mere reflekterende. Han tager klart afstand fra, at en krig skulle være indledt 1. september 1939. Og særlig en to-fronts krig, som Hitler selv havde advaret mod efter de tyske erfaringer fra 1. verdenskrig, og nederlaget. Men, tiden under Nazityskland er på mange måder uinteressant for dagens samfund, ifølge forfatteren. Man kan ikke leve i fortiden.

Men, troen på nationalsocialismens kerne er intakt hos den nu 76-årige Riis Knudsen. Selv efter et langt liv med forliste ægteskaber og stød, som havde slået de fleste af pinden.

Om man helst ser ham hen hvor peberet gror, eller blot ser på ham som en del af et modstykke til samfundet dengang som nu, så er han stadig et stykke ideologisk Danmarks historie. Hadeobjekt eller ej.