Ritzaus Bureau fusionerer nu datterselskaberne Ritzau Finans A/S og Ritzau Fokus A/S ind i moderselskabet.
Sammenlægningerne er netop besluttet og gennemført og medfører chefrokader i nyhedsbureauet.
Ritzau Finans A/S var i forvejen et salgsselskab uden ansatte, mens Ritzau Fokus A/S, der leverer journalistiske specialtjenester har to redaktioner, som nu overføres til Ritzaus Bureau.
Sammenlægningerne sker for at forenkle administrationen og udnytte nogle synergier i både produktion og salg.
Som følge af fusionen stopper Anders Lind Jørgensen som administrerende direktør for Ritzau Fokus A/S. I stedet er redaktionschef Line Jakobsen udnævnt til direktør for forretningsområdet. Anders Lind Jørgensen overtog tidligere på året jobbet som kommerciel direktør i Ritzaus Bureau efter Sten Blindkilde, der nu er redaktør i Ritzau Finans med base i Mexico, hvorfra han dækker det amerikanske finansmarked.
Søren Funch, der også er bureauets nyhedschef, fortsætter som direktør for forretningsområdet Ritzau Finans.
Line Jakobsen har siden 2014 været redaktionschef for PLUS-redaktionen, der leverer formaterede artikler til aviser. Hendes ansvarsområde udvides nu med et selvstændigt forretningsområde, der i høj grad leverer til de samme kunder.
”Jeg tror, at det bliver en stor fordel for vores mediekunder, at vi fremover udvikler PLUS og særtjenester i sammenhæng og i samarbejde med kunderne. Personligt glæder jeg mig til at være med til at udvikle ikke bare ét, men en række målrettede journalistiske produkter,” siger Line Jakobsen.