Ritzaus’ journalistiske junkfood

Danskerne tørster efter smiger og ros som ingen andre.

Den amerikanske præsident, Barack Obama, sagde til Helle Thorning-Schmidt, da hun var statsminister, at han var imponeret over at se, hvordan Danmark ”punches above its weight”. Hvordan Danmark på den internationale scene slår hårdere, end man skulle forvente i Danmarks vægtklasse.

Det lunede danskerne sig ved i nogle dage, indtil DR’s Detektor afslørede, at præsidenten havde sagt det samme om Holland, Irland og Filippinerne.

Forleden kunne Ritzau, der forsyner de etablerede danske medier med journalistisk junkfood, ikke få armene ned af begejstring, fordi demokratiske præsidentkandidater i USA fremhæver Danmark som et forbillede: Gratis sundhed, gratis uddannelse, gratis det ene, gratis det andet.

Det lyder alt sammen godt, men amerikanske vælgere hører aldrig om virkeligheden bag dette skønmaleri af det danske velfærdssamfund:

På plejehjemmene frister de gamle en uværdig og kummerlig tilværelse.

Der går ikke en uge uden, at medierne beretter om de rystende forhold i det danske sundhedsvæsen.

Folkeskolelærernes faglighed og elevernes uddannelsesniveau falder konstant med det resultat, at år efter år udklækkes der en ny generation af funktionelle analfabeter.

Gymnasierne optager år efter år svagt funderede ansøgere, som hverken har begavelse, basale kundskaber eller selvdisciplin til at gennemføre et universitetsstudium.

Listen over velfærdssamfundets sygdomme er lang.

Smarte amerikanske præsidentkandidater undlader omhyggeligt at nævne, at danskerne afleverer 50-60 pct. af deres indkomst i skat for at finansiere en skrabet velfærd.

Den demokratiske præsidentkandidat Pete Buttigieg har under en tv-debat sagt: ”Det bedste sted at udleve den amerikanske drøm – altså at blive født i bunden af samfundet og ende i toppen – lige nu er i Danmark“.

Ritzau og de etablerede medier formidler den slags vrøvl ukritisk, og danskerne æder det råt.

For påstanden om den høje danske mobilitet er ikke andet end løgn.

Danmark er stadig blandt de lande i verden, der har størst social mobilitet målt på indkomst, men de seneste 15-20 år er det blevet sværere at bevæge sig fra at være vokset op med forældre i den laveste indkomstgruppe til selv at tilhøre den højeste. Flere børn af forældre i den laveste indkomstgruppe end tidligere bliver hængende der, og flere børn af velhavende forældre tilhører selv i dag den øverste femtedel som voksne end i 2000.

Og hvis man ikke måler mobiliteten på indkomst, men i stedet ser på, om man er i stand til at bevæge sig ud af den uddannelsesmæssige baggrund, som ens forældre har, så ligger den sociale mobilitet, der er i Danmark, ifølge Rockwool Fondens Forskningsenhed omtrent på linje med den sociale mobilitet, der er i USA.

Velfærdssamfundet hjælper mange videre i livet, men det er også med til at passivisere unge, der skal i gang med en uddannelse eller ind på arbejdsmarkedet. Der er i dag store problemer med motivationen i hele uddannelsessystemet, og bunden af det danske samfund er gennemsyret af en taberkultur, hvor man læner sig tilbage og lever af overførselsindkomster.

To nobelprismodtagere, professor i økonomi James Heckman, University of Chicago, og forsker Rasmus Landersø, Rockwool Fondens Forskningsenhed, har fundet frem til, at Danmark ikke er meget bedre til at bryde den social arv end USA, når det gælder uddannelse. Det samme viser tal fra OECD.

Chancerne for, at en person i Danmark bryder den sociale arv og går fra at være barn i en lavindkomstfamilie til de 20 pct. højeste indkomster som voksen, er faldet med 14 pct. over de seneste 15 år. Over samme periode har personer, som er vokset op i familier med de højeste indkomster, fået omkring 10 pct. større chance for også selv at have de højeste indkomster som voksen.

Bundlinjen er, at det danske velfærdssamfund ikke er i stand til at skabe bedre muligheder for de svageste. De ressourcestærke løber allerede i en tidlig alder fra de ressourcesvage. Det gør de i Danmark og i andre lande. Det gjorde de før velfærdsstaten, og det gør de stadig.

André Rossmann