Robotter afslører fordærvet mad og revolutionerer gartneri

Innovationsprogrammet AutomationsBoost inviterer til gå-hjem-møde om de muligheder, som små og mellemstore virksomheder får med robotter.

Gå-hjem-mødet foregår torsdag 20. juni i Odense. Gennem AutomationsBoost har RoboCluster og Erhvervshus Syd i samarbejde med forskere og andre partnere boostet en række mindre virksomheder med spændende automatiseringsløsninger for at skabe fremtidens virksomheder.

Fordærvelsesmåler og økologisk reoldyrkning revolutionerer fødevareindustri

På gå-hjem-mødet præsenterer to af de ”automationsboostede” virksomheder deres spændende projekter. Det ene er en helt ny måler, som opfanger fordærvelse i madvarer mere nøjagtigt end nogensinde før. Den bygger på nanoteknologi og gør det muligt på få sekunder at måle præcis friskhed for fisk og kød – og dermed også angive den nøjagtige holdbarhedsdato.

Sensoren er udviklet af virksomheden AmiNIC, som er stiftet af to kvindelige forskere. Den epokegørende sensormetode fungerer som en meget følsom næse, der objektivt og præcist måler koncentrationen af de lugtmolekyler, der naturligt frigives under fordærvelsesprocesser. Sensoren er baseret på patenteret teknologi, som er udviklet i samarbejde med flere af landets største universiteter.

”AmiNICs løsning vil ændre kvalitetskontrollen i hele værdikæden indenfor fødevareindustrien og være banebrydende for fremtidens distribution og behandling af ferske fødevarer”, vurderer Jens Peter Klausen, adm. direktør hos fiskeproducenten J.P. Klausen.

En lige så stor nyhed er løsningen AgroMat fra virksomheden Invenstar. Med minimale krav til det omkringliggende miljø gør den det muligt for enhver at dyrke økologiske højkvalitetsfødevarer med et minimalt ressourceforbrug og nærmest uden miljøbelastning – samtidig med at det er CO2 -neutralt. Det foregår i et lukket miljø, hvor planteavlen foregår i højden – i såkaldt vertikal farming. Jens Riber,Supply Chain Manager, fortæller omden banebrydende tekniske løsning til bæredygtig og ressourcemæssig optimal dyrkning af planter. Den enkle og skalerbare løsning kan nemt kombineres med det eksisterende produktionsapparat i gartneribranchen.

LÆS OGSÅ:  Global standard for fødevaresikkerhed vedtaget

Danmark fortsat i top

”Vi er stolte af, at Automationsboost i samarbejde med forskere og virksomheder har skabt en række nye automatiseringsløsninger med et stort generisk potentiale, som efter programmets afslutning skal kunne sælges som en standardløsning. Udbredelsen af automation stiger konstant i Danmark, som fortsat ligger i den globale top 6 i brugen af robotter. Gennem AutomationsBoost kan vi give SMV’erne, som er i gang med denne udvikling, nogle helt konkrete eksempler” siger Per F. Gøse, projektleder, RoboCluster.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)