Røvede bedstemor og stak ild på hendes hus

En forbrydertrio med to fætre og deres veninde står nu med en blakket straffeattest, efter de røvede fætrenes bedstemor, og den ene senere stak ild på hendes kolonihavehus.

Ifølge anklagen tilrettelagde den ældste af dem – en dengang 20-årig mand fra København – en forbryderplan i oktober 2018.

For at skaffe penge ville han give sin 74-årige farmor beroligende piller, ‘låne’ nøglen til hendes arbejdsplads – en café i København – og stjæle, hvad der var.

Bedøvede deres bedstemor

Hans 16-årige fætter og deres fælles veninde på 15 år var også med på idéen, og hjemme i bedstemors lejlighed i København gav børnebørnene hende de beroligende piller i en drik. Om de virkede er uvist, men hun faldt i søvn, og mens hun sov, holdt de to yngste vagt hos hende. Imens tømte det ældste barnebarn hendes café for omkring 75.000 kroner.

Bagefter fejrede de tre det vellykkede tyveri i farmorens kolonihavehus i Rødovre med cigaretter og spiritus stjålet på caféen. Her fordelte de også pengene mellem sig.

Så sur over beskyldning at han satte ild på hus

Farmor fattede dog mistanke til, hvad der var foregået og konfronterede det ældste barnebarn med det. Det blev han så sur over, at han hældte brandbare væsker ud i hendes kolonihavehus og stak ild på det, så huset led stor skade.

LÆS OGSÅ:  17-årig dreng gruppeoverfaldet – mister flere tænder

Onsdag sad de tre på anklagebænken foran en domsmandsret i Glostrup. Det nu 21-årige barnebarn blev som hovedgerningsmand idømt et år og ni måneders ubetinget fængsel for røveriforsøg og ildspåsættelse.

Fætteren og veninden fik hver ni måneders betinget fængsel for deres andel i røveriforsøget.

“Fordi de gav hende beroligende midler, mente vi, at der ikke kun var tale om indbrud, men om røveri. Og eftersom det er uvist, om pillerne havde nogen effekt, kan der kun blive tale om forsøg på røveri. Det er en usædvanlig sag. Dels er to af dem meget unge, dels ser vi sjældent, at nogen forsøger at røve deres bedstemor og stikker ild på hendes hus,” siger anklager Michelle Lindegaard, Københavns Vestegns Politi.

Den 16-årige modtog dommen, mens de to andre overvejer at anke.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)