Danskerne måber lige nu over det kaos, som skandalerne i Forsvaret har medført, skriver politisk kommentator Jarl Cordua i Berlingske.
”Situationen er den, at uanset hvor russerne kigger, kan de kun få de bredeste smil frem. Ivan og hans venner på sikkerhedstjenesten GRUs danske kontor bør bevilge sig selv en ekstra flaske vodka op til weekenden for at fejre udviklingen i Danmark. Endda uden at de selv har rørt en finger!
Gad vide, hvordan analytikerne i Moskva tænker, når de skal finde hoved og hale i det galehus, som ledelsen af det danske forsvar – Forsvarskommandoen og Forsvarsministeriet – har udviklet sig til? Kan de virkelig tro deres held?
For amatørerne i København bruger åbenbart mere tid på at bekæmpe hinanden end på at forberede sig på potentielle fjender. Ingen kan vel bebrejde russerne, hvis de klasker sig på lårene af grin over den lagkagekomiske farce (eller er det en tragedie?), som i de seneste dage har udspillet sig i Holmens Kanal nr. 9, hvor Forsvarets samlede ledelse holder til”.