Klumme: Russiske banditter i habitter

Da Putin har oplevet Den Kolde Krigs afslutning som et ydmygende nederlag for Rusland, drives han af et ønske om at kompensere for denne ydmygelse ved at genrejse Rusland som en supermagt. Putins aggressive fremfærd udgør en voksende trussel for Vesten og dermed Danmark.

Rusland er en forlængelse af Sovjet
Kremls stemmer i Danmark mener, at Vesten skal droppe sanktionerne mod Rusland og genoptage samarbejdet med Putin, for dagens Rusland ikke er Sovjet. Men enten er de naive, taler mod bedre vidende eller er direkte uvederhæftige. Uden for de to middelklasse-enklaver, Moskva og Skt. Petersborg, er Rusland en forarmet udkant, der kan karakteriseres som en ”shithole country”. Som Obama hånende har sagt kan Rusland kun producere olie og naturgas.

Rusland er endt som en taber i det teknologiske kapløb. Landet får ingen nobelpriser og ejer ikke den innovation, som USA har med højteknologiske virksomheder som Apple, Google, Microsoft eller Facebook. Ruslands økonomi, der svarer til 12 pct. af USA, berettiger på ingen måde til, at landet agerer som en økonomisk stormagt. Økonomisk er Rusland ligesom Sovjet en kolos på lerfødder totalt afhængig af sine energiressourcer og prisen på olie og gas.

Landet er en tredjerangsnation med en korrupt gangsterkapitalisme, råvareøkonomi og import af stort set samtlige væsentlige forbrugs- og industrivarer. Sammenlignet med USA er Rusland en militær dværg.

Det russiske forsvarsbudget var på 66 mia. US $ i 2016, mens det amerikanske alene var på 569 mia. US $, og for de øvrige europæiske NATO-lande var det 235 mia. US $. Rusland har en hastigt aldrende befolkning. Ca. 20 mio. russere lever i ekstrem fattigdom. 25 pct. af alle russiske mænd dør, før de fylder 55. Hård spiritus er indblandet i 50 pct. af alle dødsfald i Rusland i aldersgruppen 15 til 54 år. Alt er ved det gamle – dagens Rusland er en tro kopi af Sovjetunionen.

Rusland er en gemen bølle med atomvåben
Putin drives af et ønske om at kompensere for den ydmygende afslutning på Den Kolde Krig ved at genrejse Rusland som en politisk stormagt samt genoplive russisk dominans over Østeuropa og de tidligere sovjetrepublikker ved at destabilisere NATO og EU.

Putins Rusland opfører sig derfor mere og mere aggressivt. I 2015 advarede den russiske ambassadør i Danmark, Mikhail Vanin, Danmark mod at blive en del af NATOs missilforsvar. ”Sker det, bliver danske krigsskibe mål for russiske atommissiler”, lød truslen. Også i 2015 sagde Dmitrij Kiseljov, øverste chef for Rossija Segodnja, Ruslands største statslige nyhedsmedie: ”I en tid med politisk romantik lovede Sovjetunionen ikke at anvende atomvåben offensivt. Det gør Ruslands nuværende militære doktrin ikke. Ikke flere illusioner.

Rusland er det eneste land, der kan forvandle USA til radioaktivt støv”. Rusland bygger nye militærbaser og opretter nye militære divisioner i et område, der grænser op mod en række europæiske lande. I 2017 afholdt Rusland og Kina en fælles militærøvelse i Østersøen. Gotland, Bornholm og danske skibe intimideres konstant af russiske fly ved lave overflyvninger.

SS26 Iskander-missiler i Kaliningrad truer hele Østersø-området med atomvåben. Senest har Rusland ifølge Putin succesfuldt testet nye ballistiske atommissiler, som kan gennemtrænge det avancerede amerikanske missilskjold. De russiske trusler fortsætter.

Russisk DNA er uforandret
Når russerne bakker op om Putin, er det ikke fordi de synes om ham, men fordi det går godt for landet for tiden: Rusland fremtræder større og stærkere udadtil. På overfladen ligner russerne europæerne, men i dybden tænker de ikke som europæere. Putins støtter, især de ældre i udkanten, forbinder Ruslands aggressive fremfærd med Sovjets storhedstid.

De føler, at Putin er ved at genvinde den storhed og status, der røg med Sovjetunionens sammenbrud. Den nuværende patriotiske eufori var fast inventar i den sovjetiske politiske kultur.

Den kompenserer for følelsen af ydmygelse, sårbarhed og utryghed i privatlivet samt bevidstheden om, at Rusland er USA og Vesten underlegen på alle parametre. Den almindelige russer, der støtter Putin, siger: Ja, ganske vist er vi fattige, men vi er en supermagt, og alle respekterer og frygter os. Det russiske samfund har altid været gennemsyret af apati, fatalisme, resignation, smerte og afsavn. Disse nationale træk skaber national samhørighed i Rusland og udnyttes af Putin til at oppiske en stemning af overophedet nationalisme.

Putin har brug for fjendebilleder
Ligesom andre diktaturer, f. eks. Nordkorea, fremstiller Putin Rusland som et land omringet af fjender, der kun vil landet til livs. I tsartiden kæmpede Rusland mod den åndelige smitte fra Vesten, i Sovjettiden mod de onde kapitalister, og nu i Putins Rusland mod USAs imperialisme. Propaganda, paranoia og krigshallucinationer bruges til at indprente den russiske befolkning, at fædrelandet er i fare, og at man må gøre alt for at beskytte det. Putins regime kræver konstant konflikt og fjendebilleder. Derfor holdes gryden i kog med nye kriser og konflikter, som Putin bruger til at legitimere sin egen magt med og retfærdiggøre de ofre, han presser befolkningen til at acceptere.

Putin spiller et brutalt magtspil
Putin har ikke respekt for andet end rå magt. Han er dygtig til at spille et brutalt magtspil. Han følger ikke de vestlige spilleregler, men bruger rockermetoder. Kompromis i Putins univers er et synonym for svaghed. Putin søger at definere en hovedrolle for Rusland ved at påtvinge andre lande sin vilje med vold.

Putin spiller politiske spil med energiforsyningen, lancerer cyberangreb, fører misinformations-kampagner og blander sig i valgprocesserne i Vesten. Putin anser internationale love som en måde, hvor stærke lande kan udnytte deres magt. Rusland accepterer ikke længere sine grænser og det internationale samfunds regler. Rusland er blevet et land, der kun spiller efter egne regler, og et land, som man ikke kan indgå aftaler med.

Misinformation, løgn og bedrag
Russiske politikere og embedsmænd har habitter på, men tænker og agerer som smågangstere. Med omfattende misinformation, løgne, benægtelser, klager over russofobi og propaganda søger de at sløre, hvad der reelt foregår. Mange i det naive og relativistiske Vesten, hvor man gerne vil se alt fra to sider, falder for det. Den vestlige naivitet udnyttes systematisk af den øredøvende, velsmurte russiske propagandamaskine.

Putin kan konstatere, at det kan betale sig at lyve i storpolitik, og at han stort set har fået, hvad han ville have. Vestens ledere kan samtidig erkende, at de er ude af stand til at sætte en stopper for en russisk leder, der har påtvunget dem en ny verdensorden ved at holde dem for nar med en blanding af provokationer, løgn og bedrag.

Putins Rusland er en fjende
Sanktionerne vil ikke tvinge Putin til at ændre sin politik, fordi økonomiske tab er for længst indregnet i Kremls kalkule og befolkningen er villig til at spænde livremmen ind i en højere sags tjeneste. Putin er parat til at betale med økonomisk isolation til gengæld for geopolitiske sejre. Det er meningsløst at prøve at indgå aftaler med ham, da disse bliver brudt, og det er umuligt at gå i krig mod en atommagt.

Kremls stemmer mener, at Vesten skal droppe sanktioner og drikke dialogkaffe med de russiske banditter i habitter, fordi de ikke er fjender. På engelsk siger man imidlertid meget rammende: “If he talks like an enemy and acts like an enemy, he is an enemy”.

EU tør ikke behandle Rusland som pariastat
Putins Rusland opfører sig som en skurke- og pariastat på lige fod med Nordkorea, Iran og Syrien og bør behandles derefter. EU burde udelukke landet fra det gode internationale selskab, men det er svært, fordi Ruslands og EU-landenes økonomiske og politiske interesser er viklet ind i hinanden. Italien, Østrig, Ungarn, Grækenland og Cypern går ind for en opblødning af sanktionerne.

Tyskland ønsker at trumfe Nord Stream 2 naturgasledningen igennem og dermed øge EU’s afhængighed af russisk gas. Og i Storbritannien influerer russiske penge på vigtige dele af økonomien. En hel industri lever af russiske penge – luksusforretninger, advokater, ejendomsmæglere, kunsthandlere, finansfolk og politikere.

Det afføder en stor britisk imødekommenhed over for russerne, som en nylig britisk dokumentarudsendelse viste. Russiske penge lugter ikke, især i EU.