Ryanair åbner ny rute direkte til Malaga fra Aarhus

Sig godmorgen i Aarhus og godnat i Malaga. Det bliver muligt for østjyderne til efteråret, når Ryanair åbner en direkte rute mellem Aarhus Airport og Malaga den 31. oktober.

Sig godnat i Malaga. Det bliver muligt for østjyderne fra den 31. oktober, hvor Ryanair åbner en ny direkte rute mellem Aarhus og Malaga.

Ryanair’s engagement i Aarhus Airport er stærkt stigende. Det fremadstormende lavprisselskab, som allerede har præsenteret tre nye ruter i den østjyske lufthavn i 2021, lægger nu et nyt guldæg i kurven hos Aarhus Airport. Således åbner selskabet en helt ny rute til Malaga i Sydspanien direkte ud af Aarhus med to ugentlige afgange. Det vækker en særlig jubel i lufthavnen, da Malaga står højt på listen over jydernes ønskedestinationer.

”Vi kan næsten ikke få armene ned i lufthavnen. Malaga er rigtig interessant destination, som vi glæder os til at få tilbage på rutekortet. Der er et særligt bånd mellem Malaga og Aarhus, og mange østjyder har ferieboliger i det sydspanske. Ruten er oplagt til ferierejsende, som vil have en uges ferie eller en forlænget weekend ved solkysten. Samtidig slår Ryanair, med endnu en ny rute fra Aarhus, fast med syvtommersøm, at selskabet til fulde har fået øjnene op for, at Aarhus sidder på Jyllands største optageområde med et kæmpe rejsepotentiale,” siger Nicolai Krøyer, som er administrerende direktør i Aarhus Airport.

Malaga er en spændende storby, som har et rigt kulturliv, en fantastisk restaurantscene og masser af den laid-back beach-club-stemning, som mange danskere længes efter, når vinteren melder sig. Malagas centrum er koncentreret, så du kan nå det meste til fods – lige fra Picasso-museet, det lokale marked, Mercado de Atarazanas eller bystranden, La Malagueta. Byens gourmetrestauranter har høstet mange fornemme priser, og de hyggelige tapas- og vinbarer bugner af lokale specialiteter. Byen, som er Andalusiens hovedby, er nabo til en perlerække af hvide sandstrande, pittoreske havnebyer og i ”baghaven” ligger den majestætiske bjergkæde, Sierra Navada, der giver mulighed for at kombinere en storbyweekend med en dag eller to på ski.

LÆS OGSÅ:  Aarhusianerne går efter stjernerne

Ryanair sætter kursen mod Malaga den 31. oktober 2021 med to ugentlige aftenafgange. Flyveturen varer tre timer og 40 minutter, og billetterne er allerede i salg til priser helt ned til 149 kroner.

Den 2. juli åbnede Ryanair to nye direkte ruter fra Aarhus til henholdsvis Korfu i Grækenland og Zadar i Kroatien, og den 2. november starter lavprisselskabet en rute til Riga i Letland med tre ugentlige afgange.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)