En thriller med overskriften ”Hævnen fra Hanoi”, skrevet af den tidligere karrierediplomat i Udenrigsministeriet, Thomas Bo Pedersen, bringer læseren tæt på udenrigstjenestens skyggesider. Thomas Bo Pedersen beskriver en meget speciel kultur i udenrigstjenesten, herunder magtmisbrug, pengespild og et ekstremt hierarkisk system, hvor man skal være varsom med at komme galt afsted, hvis man gerne vil have en karriere, skriver Børsen.
”I sin bog refererer Thomas Bo Pedersen til en virkelig historie, hvor en ung, kvindelig fuldmægtig tisser i bukserne i panik, fordi departementschefen ødelægger hendes karriere med ordene: ’Vi har ikke brug for medarbejdere, der ikke kan levere. Du har ikke nogen fremtid i Udenrigstjenesten’.
I hele udenrigstjenesten er der en hård tavshedskultur, hvor det er helt afgørende for medarbejdernes karriere, at deres chefer kan lide dem. Det betyder, at alle bliver meget forsigtige og betjener sig af tilsigtet uklarhed frem for at udtrykke sig klart. Det går ud over effektiviteten.
Der er flere Danida-projekter, som er gået dårligt pga. den tilsigtede uklarhed og forsigtige medarbejdere. I Vietnam var Thomas Bo Pedersen f.eks. med til at ’hælde 150 mio. kr. af skatteydernes penge ud af vinduet’. I Mekong-deltaet byggede Danida 16 roll-on-roll-off færger, som der slet ikke var brug for.