Debatten om de filippinske au pair-piger rammer lige ned i vores selvforståelse og selve kernen i vores opfattelse af det danske velfærdssamfund, skriver Bent Winther i Berlingske.
Den taler lige ned i grænselandet mellem de socialdemokratiske fagforeningshjerter og DF’ernes foragt for den nordsjællandske elite.
Og det matcher den nuværende regerings forsøg på at genoplive fortællingen om en undertrykt og nedslidt arbejdsklasse.
Udfordringen i Danmark har i alle årene været, at au pair i et moderne lighedsorienteret velfærdssamfund lugter af tyende, af ”upstairs and downstairs”, og leder tankerne hen på Korsbæks tydelige klasseskel.
I dag er Socialdemokratiet optaget af at bekæmpe indvandring og ”social dumping” – udenlandsk arbejdskraft som på ulovlig eller blot uretfærdig vis underbyder danske lønmodtagere.
Og selv om au pair-piger og -drenge næppe underbyder nogen, fordi der i dag ikke er noget etableret arbejdsmarked for husligt ansatte, så sættes de i samme kategori.
24NYT: Aupair-ordningen er den bedst tænkelige form for ulandsbistand. De filippinske au pair-piger er ofte gifte og efterlader deres mænd og børn i flere år for at arbejde i Danmark og spare op til en uddannelse eller et lille værksted, som familien kan leve af.
Det bliver dumskerne forargede over, mens ingen bliver forarget, når millioner i dansk ulandshjælp klattes væk på mislykkede projekter eller og havner i lommerne på korrupte embedsmænd i den tredje verden.
Socialdemokratiet appellerer til dumskernes indre svinehund og misundelse, når de argumenterer med, at au pair-ordningen er en måde for overklassen at få billig hushjælp på. Det er noget vrøvl. Au pair-piger benyttes af folk i alle indkomstgrupper, og ordningen er tilgængelig for alle.
Det er ren og skær symbolpolitik at forsøge at score billige politiske point blandt dumskerne ved at ramme de ca. 2.000 fattige filippinske piger og deres eneste mulighed for at skabe et forsørgelsesgrundlag for dem selv og deres familier.