Ifølge en Kantar Gallup-måling var danskerne ca. 2 måneder før valget til EU-Parlamentet i 2019 gladere for EU end nogensinde. I januar 2019 var 63 pct. af danske vælgere store tilhængere eller overvejende tilhængere af EU. Dette tal steg til 70 pct. i marts 2019 ifølge en måling fra Gallup.
På trods af de EU-begejstrede danske målinger betragtes Danmark ude i EU som et lunkent og fodslæbende medlemsland.
I 1992 afviste danskerne Maastrichttraktaten og i 2000 afviste de euroen. Danmark er ikke med i forsvarssamarbejdet, hvor EU-landene har besluttet at købe fælles våben for mange milliarder. Og på grund af retsforbeholdet deltager Danmark ikke i det europæiske politisamarbejde som kernemedlem.
Det er derfor kun logisk, at det lunkne, EU-skeptiske Danmark allokerer meget begrænsede ressourcer til at varetage sine diplomatiske relationer i EU. Målt på antallet af udsendte diplomater til Bruxelles, er det kun Luxembourg og Malta, der er mindre repræsenteret end Danmark.
Den korte version af danskernes holdning til EU er, at de gerne vil have EU, men ikke mere EU. Lige siden 1970 har den danske EU-skepsis været orienteret mod afgivelse af suverænitet til unionen, og der har ikke været de helt store udsving.
Et stort flertal af danskerne støtter ganske vist det EU-samarbejde, Danmark har. Men når nogen vil udvide det og fylde mere på, så deler det befolkningen i to næsten lige store lejre. Danskerne er på én og samme tid varme EU-tilhængere og skeptiske over for suverænitetsafgivelse.
Undersøgelser viser, at Danmark er det land i hele Europa, der er mest bekymret for at afgive suverænitet på grund af EU-samarbejdet. Selv sammenlignet med Sverige og Storbritannien.
Den rationelle forklaring på den danske EU-modstand er, at der i Danmark findes befolkningsgrupper, der taber, når produktionsvirksomheder lukker, østarbejdere overtager danske job, og indvandrere slår sig ned i belastede boligområder.
Det er de ufaglærte, faglærte og underprivilegerede i det danske samfund, som traditionelt har stemt på Dansk Folkeparti, der reelt er pressede af det indre marked og den frie bevægelighed for arbejdskraft. På lønnen og meget andet. Derfor er deres EU-skepsis forståelig.
Det er således ikke kun på udlændingeområdet, at Socialdemokratiet har overtaget Dansk Folkepartis dagsorden. Det er i høj grad også sket i forhold til EU, hvor Socialdemokratiet har bragt sin position i samklang med Dansk Folkepartis EU-skeptiske vælgere og skubbet Danmark endnu længere væk fra EU’s kerne.
Bundlinjen er dog, at i det store politiske billede er småstaten Danmark med sine 6 mio. EU-glade indbyggere et marginalt land. På europæisk plan er danskernes opbakning til EU derfor irrelevant og uden praktisk betydning.
André Rossmann