Angst, depression og i værste fald selvmord er nogle af de konsekvenser, som kan ramme minkavlerne i den kommende tid, siger krisepsykolog Christina Mohr Jensen til Berlingske.
”Regeringens ordre om at masseaflive mink var en granat, der blev smidt direkte ind i minkavlernes dagligstue og tilværelse. Reaktioner hos mange minkavlere ligner derfor dem, man ser hos mennesker, der har været udsat for meget voldsomme hændelser og traumer, eksempelvis overfald, ulykker eller sågar krig.
’Minkavlerne føler, at det er enormt indgribende og stressende, at myndighederne ringer og dukker op. Det er helt almindelige folk, der passer deres liv og knokler af sted, og pludselig oplever de, at deres hjem forvandles til en krigszone. Mange føler sig mistænkeliggjorte, og at der ikke er tillid til dem’, siger krisepsykologen.
Tilbuddet om krisehjælp til minkavlerne har eksisteret i en uge, og de første henvendelser er kommet”.