Tirsdag præsenterede S-regeringen sit forslag om tidligere pensionsrettigheder. I forslaget opereres der pudsigt nok ikke med noget kriterium for, hvor nedslidte folk skal være for at gå på tidligere pension. Der er f.eks. mange sygeplejerske, sosu-assistenter og pædagoger, som ikke er omfattet af reformen.
Mange reelt nedslidte vil altså ikke kunne gøre brug af retten til tidligere pension samtidig med, at tusinder af folk, der ikke er nedslidt, vil få et stærkt incitament til at forlade arbejdsmarkedet.
Reformen finansieres med nye skatter og afgifter på høje lønindkomster, formuer og aktieindkomst samt den finansielle sektor. Skatterne på finanssektoren har S lanceret med et nærmest Orwellsk begreb ”samfundsbidrag”.
I finanssektoren skønner man, at ca. 90.000 danskere vil blive ramt direkte af de nye skattestigninger, men reelt vil mange flere blive ramt, når banker og virksomheder sender regningen videre til deres kunder.
Bankerne alene vil finansiere Arne-udspillet med 2,3 mia. kr. Landets bankdirektører er enige om, at S foregøgler danskerne, at Arne-reformen kan gennemføres uden at regningen for den bliver væltet over på helt almindelige bankkunder. Erfaringen fra lande, der har indført lignende pensionspopulistiske tiltag, viser nemlig, at 80-90 pct. af regningen bliver overvæltet på kunderne.
Godtroende og uvidende danskere er ikke klar over, at det ikke er bankdirektørerne, der kommer til at samle regningen op, men derimod ganske almindelige lønmodtagere, der kommer til at finansiere Arne-reformen gennem ekstra gebyrer i banken. Bankerne har nemlig kun ét sted at hente de penge, som de skal sende til Arne, og det er hos bankkunderne gennem skjulte omkostninger.
Hertil kommer, at folk, som vil trække sig tilbage og bruge deres pension 1, 2 eller 3 år før planlagt, vil opleve, at deres samlede pensionsformue vil blive udhulet tilsvarende. For tager man hul på pensionsformuen 1, 2 eller 3 år tidligere, bliver der indbetalt 1, 2 eller 3 år mindre til pension. Resultatet bliver en nedgang i pensionsudbetalingerne resten af livet.
André Rossmann