Søren Pape Poulsen skaffede sig en dags plads i mediesolen, da han mandag den 15. august annoncerede sig som statsministerkandidat. Alle partichefer er statsministerkandidater, så det var ingen nyhed, men ville have været det, hvis Pape i stedet havde meddelt, at han under ingen omstændigheder ville være statsminister. Men, på den anden side, det er sommer i medierne, og er der ingen nyheder, må man jo lave dem selv. Og sådan endte de Konservatives partiformand på alle landets forsider, hvor han lancerede partiets valgtemaer, der må kandidere som sommerens bedste vits. I helsidesannoncer dagen efter præsenterede de Konservative de mærkesager, partiet går til valg på: Vi vil forenkle og lette skatterne, især skatterne på dit arbejde. Dernæst: Vi vil sikre omsorg og frit valg i velfærden. Men vi siger nej til en markant større offentlig sektor. Og endelig: Vi vil sikre en stram og fornuftig udlændingepolitik.
Hvad så med klimakampen må man spørge? Søren Pape har som alle andre partier kastet sig i støvet for Greta Thunberg og FN’s klimakaliffer, så hvorfor er klimakampen ikke med i de konservative slagnumre op til det forventede efterårsvalg? Pape har nok ræsonneret, at man ikke skal konkurrere med en vare, som alle har på hylderne. I stedet har han trukket de traditionelle konservative arbejdsheste ud af stalden i håbet på, at de kan bugsere ham ind i statsministeriet. Hvis det skal lykkes, må Pape satse på, at vælgernes erindringsformåen også denne gang er kort helst grænsende til fuldkomment hukommelsestab. De konservative har nemlig så langt tilbage hukommelsen rækker, krævet lavere skatter, slankning af den offentlige sektor, flere varme hænder og skarp kontrol med indvandringen. Virkeligheden blev en anden med ivrig bistand af de Konservative. Skattetrykket er fordoblet siden 1960, den offentlige sektor befinder sig i ukontrollabel vækst, der bliver færre varme hænder og importen af klienter fra især islamiske kultursamfund fortsætter støt og roligt.
Fra 2001 til 2010, hvor de Konservative sad i regering, steg de offentlige udgifter med 80 milliarder kroner nemlig fra 440 til 520 milliarder alt sammen med venlig opbakning fra de Konservative, der også tog initiativet til den berygtede iværksætterskat, som resulterede en voldsom opbremsning af tilgangen af nye kapitalkrævende højteknologiske virksomheder i Danmark. Den store vækst i det offentlige forbrug, skal jo finansieres, så derfor er skattetrykket i 2022 steget til omkring 50 procent. I USA er skattetrykket 25 procent, som det var i 1960 (CEPOS). Nu siger de Konservative ikke mere stop for væksten i den offentlige sektor, som de selv har pustet op. Nu vil Pape såmænd bare kræve stop for ’ en markant større stigning i den offentlige sektor’. Klog af skade helgarderer han tipskuponen. Også Enhedslisten vil være med på at forhindre en ’markant’ stigning i de offentlige udgifter. ’Markant’ er imidlertid et elastisk begreb. Når de Konservative endnu engang har bevilliget en større vækst i det offentlige forbrug, vil man i harmoni med Enhedslisten betegne merforbruget som ’nødvendigt’ og ikke ’markant’. Det hedder realpolitik.
Og så er det de varme hænder, som er blevet besejret af de kolde. Ifølge Regionernes Løndatakontor er der i de sidste 15 år sket en forskydning i personalegrupperne i omsorgssektoren. Ansatte i administration og IT er steget med 8300 og sosu’erne i ældreplejen er svundet med 2700 medarbejdere. I samme periode er det administrative personale – altså djøfferne – på landets sygehuse vokset med hele 38 procent. De Konservative har været en integreret del af denne udvikling, selv om de har krævet det modsatte. Og gør det nu igen. De Konservative og andre skin-borgerlige partier taler meget om den stramme indvandringspolitik. Sandheden er imidlertid, at indvandring og integration administreres ikke af politikerne, som har givet op, men af den dybe stat, der er embedsværket i stat og kommune, Dansk Flygtningehjælp, hovedmedierne og en armé af konsulenter, rådgivere og bisiddere. Ingen politisk konstellation har kunnet bremse op for migrantstrømmen, der nu koster skatteyderne 90 milliarder kroner hvert år til finansiering af migranter, der ikke vil eller kan være en del af arbejdsmarkedet. De Konservative har i årtier siddet på plankeværket og passivt betragtet denne sørgelige udvikling, mens de mumlede noget om en stram udlændingepolitik.
Facit er således, at de borgerlige partier intet har udrettet på netop de områder, de Konservative har udråbt som valgets mærkesager for partiet. Søren Pape har nok fornemmet, at vælgerne ikke bliver så nemme at narre denne gang. For til sidst i tirsdagens store valgannonce siger han: ” Har du hørt os sige det før? Ja, det er nok så kedeligt og forudsigeligt, som det kan være. Til gengæld ved du, hvor du har os”
Ja mon ikke: I fuld fart på glidebanen hen imod midten af dansk politik der, hvor konstruktive planer og reformer falder visne og døde til jorden.