Den danske regering har gennem nogen tid været under stigende pres fra den islamiske samarbejdsorganisation IOC, som maser på for at opnå beskyttelse mod kritik af islam. Det mål har OIC arbejdet utrætteligt på siden 1979, hvor Ayatollah Khomeini overtog magten i Iran og lancerede en aggressiv og ekspanderende islamisk ideologi, der blandt mange ulykker har ført til islams verdensomspændende terror mod sine fjender: jøder, kristne, hinduer og ateister samt de vestlige demokratiske retsstater. OIC’s målrettede indsats gennem de mange år har nu båret frugt. Et flertal i FN ønsker nu et forbud mod islamkritik, der anses for ’racisme’. De demokratiske lande har pålagt sig selv en omfattende selvcensur, der forhindrer, at de mange islamiske terrorangreb forbindes med islam, som i medier og parlamenter hårdnakket præsenteres som kærlighedens og fredens religion.
OIC har nu også knækket ryggen på den danske regering, som netop har præsenteret et lovforslag, der optisk ser ud som en smal aktion mod offentlig afbrænding af hellige skrifter, men som i virkeligheden kommer til at være et forbud mod kritik af islam. Ifølge lovforslaget skal ”Den, der offentligt eller med forsæt gør sig skyldig i utilbørlig behandling af en genstand med væsentlig betydning for et trossamfund eller en genstand, der fremstår som sådan, straffes med bøde eller fængsel i 2 år”. I bemærkningerne til lovforslaget fremgår det, at ’utilbørlig’ betyder, at det bliver kriminelt at brænde, trampe på, klippe i, tilsøle og urinere på den hellige ’genstand’.
Hverken jøder eller kristne har nogensinde bedt om beskyttelse mod gudsbespottelse. Regeringen har derfor imødekommet IOC’s krav om forbud mod kritik af islam. OIC er totalt ligeglade med de sporadiske koranafbrændinger, men er udelukkende optaget af at kriminalisere kritik af islam i bredeste forstand. Regeringens og danske mediers afgrundsdybe uvidenhed om islam medfører, at de stirrer sig blinde på de få afbrændinger af koranen og ikke ser det større billede, fordi de har valgt den bekvemme løsning at betragte islam som en tro og ikke som den ideologi, den er. Islam består af tre komponenter. En fanatisk personkult rettet mod profeten Muhammed, et komplet samfundssystem og en tro. Ideologien er indeholdt i islams tre ’testamenter’, som er Koranen, Hadith (islams traditioner) og Sira (profeten Muhammeds biografi). Alle tre hellige skrifter anses af muslimer for indstiftet af Allah og er udtryk enten for hans direkte ord (Koranen) eller for hans vilje (Hadith og Sira). Disse skrifter er derfor alle guddommelige, evindelige og ukrænkelige.
Set i et islamisk perspektiv er det danske lovforslags kriminalisering af ’utilbørlig’ handling ikke noget, der kun gælder en vanhelligelse af koranen, men omfatter også kritik af de øvrige hellige skrifter, der netop indeholder islams politiske ideologi, som dikterer had mod vantro, seksuelle minoriteter, og tillader slavehold, diskriminering af kvinder og sex med små pigebørn. For en muslim er islams politiske ideologi smeltet ind i troen og anses for lige så hellig og ukrænkelig. Allerede nu sidder islamiske jurister og teologer og lægger planer for hvordan OIC kan presse og udfordre det danske lovforslag således, at danske domstole må acceptere, at den ’genstand’ eller lignende, der krænkes gennem ’utilbørlig’ handling ikke blot er koranen som bog, men også indholdet i de to øvrige ’testamenter’. Hvis en kommentator således offentligt omtaler profeten Muhammed som landevejsrøver, bigamist og pædofil, vil det i islamisk perspektiv være en grov og utilbørlig vanhelligelse af den ’genstand’, som er kernen i den islamiske ideologi. Herved opstår et nyt begreb, som vi kan kalde for krænkerens veto, fordi lovforslaget med sin gummiparagraf overlader det til en fortolkning, hvad der er ’utilbørligt’. Disse katastrofale perspektiver er gået milevidt hen over Peter Hummelgaards hoved, der i sit totale ukendskab til islam har haft blikket stift rettet mod de få koranafbrændinger, der nok var anledningen til OIC’s vrede, men aldrig årsagen, som er opgøret med de vestlige demokratiers bestemmelser om ytringsfrihed.
OIC har med den danske regerings velvillige bistand nu føjet endnu et våben til sit arsenal. Islam har i mange år haft stor glæde af voldsmandens veto, der af frygt for terror har fået vestlige regeringer til at afstå fra kritik af islams grusomme regimer og provokationer. Nu har den danske regering leveret også krænkerens veto, der herefter kan sætte en stopper for et ellers nødvendigt opgør med islams totalitære ekspansion ind i de vestlige retsstater. Så hvis krænkerens veto ikke giver de ønskede resultater i de danske retssale, kan OIC altid falde tilbage på voldsmandens veto, der jo virker hver gang.
Den danske regerings første offer er Sverige, der efter årtiers kryben i støvet for islamisk kulturdominans nu endelig forsøger at forsvare, hvad der er tilbage af folkestyre og frihed. Den svenske regering havde sat sin lid til, at Danmark ville vise broderlig solidaritet og stå fælles vagt om ytringsfriheden. Nu har Mette Frederiksen så trukket tæppet væk under Sverige, der nu står sårbar og isoleret. Efter at Danmark er nedkæmpet af OIC, har Sverige næppe styrken til at modsætte sig en lignende beskyttelse mod islambespottelse.
Med den danske lovgivning under armen og med støtte fra FN vil OIC nu brede sine metastaser ud over det europæiske demokratiske landskab med henblik på at skabe danske tilstande i det øvrige Europa. Folkestyret går triste tide i møde under angrebet fra OIC’s ideologiske cancer. Vi skal ikke glemme, at modersvulsten er fremvokset på Christiansborg.