Så gavmilde er vi i julen

De fleste voksne mennesker, som fejrer jul (65%), forventer, at mellem 1-5 af gaverne under juletræet i år er til dem, og 5% regner slet ikke med at få gaver i år. Hver fjerde (24%) forventer dog at få mere end 6 gaver.

Til gengæld forventer flertallet af danskere, som fejrer jul, at give en del flere julegaver væk, end de får. Mens 28% forventer at give 5 eller færre gaver væk, så forventer 35% at give 6-10 gaver væk, og 32% forventer at give 11 eller flere gaver væk.

YouGov har også spurgt danskerne, hvad de foretrækker: At give eller at få gaver? Og danskerne er langt fra kede af, at julegaveudvekslingen ikke falder ud til deres fordel.

 

2 ud af 3 (69%), som fejrer jul, foretrækker at give gaver, mens kun 16% foretrækker at modtage gaver. Særligt kvinderne holder af at glæde andre med en julegave. 74% mod 63% af mændene foretrækker at give gaver.

Derfor bidrager vi til velgørenhed i julen

Næsten hver tredje, som fejrer jul (30%), bidrager også til velgørenhed i julen. De to primære årsager til, at man bidrager/donerer til velgørenhed i julen. er, at julen er en hård måned for de fattige og hjemløse (53%), og at julen er en god anledning til at hjælpe andre mennesker (51%). 17% angiver også, at der er flere kampagner og fokus på velgørenhed.

Download PDF: YouGov Danmark – Julegaver

Om undersøgelsen

Undersøgelsen er baseret på interview med 1012 repræsentativt udvalgte personer i alderen 18+ år fra YouGov panelet i perioden 6.-8. december 2017.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)