Site icon 24NYT

Så langt skal flygtninge svømme for at komme i land fra øde ø

(Google Maps viser, at der er 3,2 kilometer fra Lindholm ø til Sjælland)

Regeringen og Dansk Folkeparti har besluttet at placere afviste kriminelle asylansøgere på øen Lindholm. Vil de fremtidige beboere på øen svømme ind til Sjælland, skal de være i god form.

Regeringen og Dansk Folkeparti har i forbindelse med finanslovsbehandlinger valgt at sætte penge af til, at afviste kriminelle asylansøgere kan flyttes til den øde ø, Lindholm. Øen ligger i Stege Bugt og har indtil nu været brugt af Danmarks Tekniske Universitets veterinærinstitut til forskning i alvorlige virusinfektioner hos grise og kvæg. I 2020 overtager Statens Seruminstitut og Københavns Universitet denne opgave, som dermed flytter til hovedstaden. I 2021 forventes Lindholm at være renset for sundhedsfarlige risici derved og indflytningsklar for mennesker.

Dermed lukker det stærkt omdiskuterede Udrejsecenter Kærshovedgård i Ikast/Brande Kommune. Her har lokalbefolkningen længe oplevet høj utryghed og kriminalitet som følge af, at de kriminelle flygtninge frit har kunne gå rundt i området.

Mulighederne for at begå tyveri eller sprede utryghed formodes at være mindre, når man har daglig meldepligt på en øde ø. Der vil også blive stationeret permanent politi på øen, som dermed vil kunne kontrollere, hvem der sejler med færgen til den nærmeste havn i Kalvehave på Sydsjælland.

Skulle en beboer på udrejsecentret have lyst til at undgå politiets vågne øje, vil han derfor være nødt til at svømme. Det vil dog kræve god kondition og gode svømmeevner. Der er nemlig ifølge Google Maps 3,2 kilomenter til nærmest punkt på Sjælland. Er man parat til at svømme til en anden lille øde ø, Tyreholm nord for Lindholm, kan man nøjes med at svømme 2,5 kilometer. Tyreholm er et fuglereservat og ligesom Lindholm en øde ø. Fra Tyreholm til Møn er der yderligere en halv kilometers svømmetur i strømfyldt farvand, som tilmed det meste af året er ret så koldt. Til sammenligning skal man svømme 3,8 kilometer i den ekstreme sport ironman.

Vandybden omkring Lindholm ø varierer mellem 5 og 9 meter.

Der har på sociale medier været blandede holdninger til, at de afviste asylansøgere skal placeres på en ø, der er kendt for at huse grise. Et stort antal af øens fremtidige beboere har nemlig baggrund i en religion, der anser grisen for at være et urent dyr. Nogle synes, det er en god idé, fordi det måske kan få beboerne til hurtigere at indgå en aftale om at rejse ud af Danmark. Andre mener, at det kommer til at virke som en slags dobbelt straf, at nogle beboere på denne måde kan føle sig ramt på deres religiøse overbevisning.

Hvad mener du? Er det synd for de fremtidige beboere, at der tidligere har boet grise på området? Skriv din mening i kommentarfeltet herunder.

Exit mobile version