Så meget for den benhårde danske immigrationspolitik

Berlingske har i dag kunnet berette, at britiske regeringsrepræsentanter har været i Danmark for at undersøge, hvad den danske regering gør for at reducere illegal migration. Formålet med deres studiebesøg var at reducere antallet af immigranter og asylansøgere, der kommer til Storbritannien.

Briterne kom til Danmark, fordi det danske immigrationssystem ifølge Labour er ”et af de hårdeste i Europa”. Det er særligt Danmarks succes med at reducere antallet af asylansøgere, som Labour er imponeret over.

Alene torsdag og fredag i sidste uge ankom 1.269 migranter i små både over Den Engelske Kanal. Til sammenligning viser dugfriske tal, at 1.490 personer i årets første ni måneder har søgt om asyl i Danmark. ”Der kommer historisk få asylansøgere til Danmark”, jublede udlændinge- og integrationsminister Rasmus Stoklund (S) i en pressemeddelelse lørdag morgen.

Zoomer man ind på de sidste 10 år, startede miseren i 2015, hvor Løkke og Støjberg lod muslimske migranter krydse den danske grænse og vandre på de danske motorveje. I 2015 satte antallet af muslimske asylansøgere rekord med i alt 21.316 ansøgere.

I 2016 fik Danmark så den borgerlige VLAK-regering, som regerede landet indtil 2019. I denne periode steg antallet af muslimer i Danmark fra ca. 260.000 i 2015 til ca. 320.000 i 2019.

VLAK blev i 2019 afløst af Mette Frederiksens regeringer. Først en socialdemokratisk mindretalsregering (2019-2022) og så SVM-regeringen. Under Mette Frederiksens ”benhårde immigrationspolitik” er antallet af indvandringer fra muslimske lande er steget med hele 84 procent. Mens der i 2019 kom 4.527, kom der 8.346 i 2024. Hvis det går, som det plejer at gå, er de 8.346 om 50 år blevet til ca. 70.000-80.000 indvandrere og efterkommere med islamisk baggrund.

Det vælter altså fortsat ind med migranter fra MENAPT-landene – ikke alene asylansøgere og familiesammenførte, men også med falske studerende og falske EU-arbejdstagere.

De danske studieordninger, der er for studerende, misbruges i stor stil migranter fra muslimske lande. På Syddansk Universitet (SDU) er der på fire år sket en stigning på over 300 pct. i antallet af studerende fra det overvejende muslimske land, Bangladesh.

Muslimer fra MENAPT-landene kommer desuden i tusindvis både fra nordiske lande og andre vestlige lande. De har statsborgerskab i et vestligt land, hvilket giver dem mulighed for at rejse frit ind i Danmark, bosætte sig, arbejde her og modtage sociale ydelser. Der er tale om en stigning fra 4.251 personer i 2019 til 6.548 i 2025. Tallene underminerer regeringens fortælling om, at den indvandring, der i disse år kommer til landet, primært er vestlige arbejdstagere fra EU-lande.

Antallet af asylansøgere er ganske vist faldet. Det er dog ikke sket som følge af Mette Frederiksens ”benhårde immigrationspolitik”. Antallet af asylansøgere er faldet, fordi (1) migrationsruterne har ændret sig, fordi (2) lande som Cypern, Grækenland, Irland og Tyskland har opsuget langt flere asylansøgere end de øvrige EU-lande, og fordi (3) flere lande har genindført midlertidig grænsekontrol ved de indre grænser i EU, hvilket betyder, at færre rejser videre fra det land, de ankommer til i første omgang.

Ifølge en fremskrivning, som professor Rune Lindahl-Jacobsen har lavet for Politiken, er andelen af efterkommere og indvandrere med anden etnisk baggrund end dansk stigende, og der bliver færre børn og unge under 30 år. I de seneste fem år har gennemsnitsindvandringen i Danmark været på 29.278 personer om året. Fastholdes det niveau og de nuværende fertilitetsrater, så vil antallet af indvandrere og efterkommere overstige antallet af borgere med dansk oprindelse i 2096.

Når de godtroende britiske regeringsembedsmænd er kommet på studiebesøg i Danmark, skyldes det falsk markedsføring. Mette Frederiksens evne til at iscenesætte sin udlændingepolitik som benhård og sig selv som en superstrammer er nemlig helt eminent – og den virker. Men virkeligheden er, at der i Folketinget ikke findes et politisk flertal for at udfordre EU, FN og de indgåede internationale konventioner ved f.eks. at indføre et totalt asylstop og gennemføre omfattende hjemsendelser.

Peter Starup fra Syddansk Universitet, der er lektor i udlændingeret og en af Danmarks førende juridiske eksperter inden for udlændingelovgivningen, kalder det ”falsk varebetegnelse”, når politikerne giver indtryk af, at man kan stoppe den muslimske indvandring inden for konventionerne. ”Politikerne lover gang på gang mere, end de kan holde i udlændingepolitikken. En ’straksopbremsning’ er ikke bare urealistisk, men decideret uladsiggørlig inden for den gældende lovgivning. I hvert fald hvis man vil overholde konventionerne. Det har simpelthen ingen gang på jordenHvis tusindvis af ikke-vestlige udlændinge i morgen søgte asyl i Danmark, ville de alle få asyl, hvis de ellers blev vurderet asylberettigede af myndighederne. Og de ville også alle med tiden have krav på familiesammenføring fra hjemlandet. Det forhindrer den stramme udlændingepolitik ikke”, siger han.

Bundlinjen er, at de kosmetiske stramninger på udlændingeområdet i Danmark ikke har standset den muslimske indvandring, men har kun bremset stigningstakten i antallet af de muslimer, der får asyl eller familiesammenføring i Danmark. Kombinationen af den konstante muslimske tilstrømning, familiesammenføringerne og muslimernes høje fødselsrate betyder, at antallet af muslimer i Danmark vil være steget til 770.000 i 2050 svarende til ca. 13 pct. af befolkningen. Og i 2096 kommer danskerne i mindretal i deres eget land. Så meget for den ”benhårde” danske immigrationspolitik.

André Rossmann

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)