Regeringens begrundelse, nemlig at det vil skaffe penge til krigen i Ukraine, er for længst gennemhullet. Overvismand Carl-Johan Dalgaard og en række universitetsprofessorer har påpeget, at afskaffelsen af den gamle helligdag hverken har nogen varig effekt på arbejdsudbuddet eller sikrer staten et større provenu. Så hvorfor blev regeringen og Folketingets flertal ved? Hvad var det, de ville opnå? Lad os betragte det større billede.
I årtier er politik gået ud på at samle stadigt flere beføjelser hos staten og samtidig indskrænke borgernes frihed. De seneste år er det sket med henvisning til en påstået klimakrise, der skulle nødvendiggøre en stadigt større detailregulering af danskernes liv. Det hedder Den Store Omstilling, og propagandaen for den er så massiv, at de fleste har svært ved overhovedet at overveje, om påstandene om den menneskeskabte opvarmning står til troende. Hvad staten siger, er sandt, for staten er vores far og mor. Hertil kommer på det seneste vaccine-hysteriet, der sammen med Ukraine-krigen har været staten en god hjælp.
Skal den stille totalitarisme lykkes, må man så vidt muligt også afskære båndene til den overleverede kultur. Folk skal glemme, hvordan det var engang, og hvad er mere naturligt end at sløjfe en institution fra 1686? Det er heller ikke godt, at Store Bededag blev kaldt en helligdag, for i den fagre nye stat er kun staten hellig. Du må ikke have andre guder end staten, og Mette Frederiksen er dens profet.
Meget mere er i vente. I den kommende tid vil vi se flere indskrænkninger af retten til at bo, som vi ønsker det, bevæge os, hvorhen vi har lyst, spise, hvad vi kan lide, bruge vores penge, som vi vil, og sige vores mening. Og hver gang vil der være en god begrundelse – klimaet, integrationen eller den kommende pandemi, som Verdenssundhedsorganisationen kan indføre med et snuptag.
Og bag alle forklaringerne ligger magthavernes evige bestræbelser på at skaffe sig uindskrænket magt.