Af Asger Aamund. Bragt på aamund.dk
Det islamiske terrorangreb på USA den 11. september 2001 udløste forfærdelse og sorg over hele verden. Dog ikke alle steder, for i de islamiske samfund var der jubel på de sociale medier og dans i gaderne. Endelig fik Den Store Satan et hak i trynen. Umiddelbart efter drabet på 3000 mennesker og lemlæstelse af 20 000 i World Trade Center og i Pentagon besøgte præsident George W. Bush ikke hospitaler for at trøste de mange forbrændte og kvæstede ofre, men derimod en moské. Bagefter holdt han en tv-tale, der kunne ses over hele verden, hvor han proklamerede, at denne udåd naturligvis ikke havde noget som helst at gøre med islam, der som bekendt er kærlighedens og fredens religion.
Bush talte mod bedre vidende. Han var bekendt med lydoptagelser, hvor de 19 saudi-arabiske terrorister havde skreget Allahu Akbar, inden flyene styrtede ind i deres valgte mål, men USA mente ikke at have råd til at lægge sig ud med Saudi-Arabien, som var hovedleverandør ikke bare af terrorister, men også af olie og som indkøbte for milliarder af dollars moderne militærudstyr fra USA. Sådan fødtes myten, som straks blev adopteret af alle vestlige ledere, der kunne se den politiske fordel i at kunne jage uspecificerede terrorister uden at skulle forbinde dem med islam, som herefter altid blev markedsført som fredens og kærlighedens religion. Ved de mange efterfølgende islamiske terrorangreb i Europa kunne vi opleve statschefer som Cameron, Hollande, Merkel, Lars Løkke og Helle Thorning Schmidt slå yderst kreative oratoriske knuder på sig selv, når de igen igen skulle tænde et lys og nedlægge en krans på et sted, hvor der var lydt et Allahu Akbar efterfulgt af et brag, skudsalver og lig i gaden. Der blev talt om ensomme ulve, psykotiske afvigere og mørkets kræfter eller som Lars Løkke formulerede det: ” kriminelle, der har hijacket islam”.
Historisk er datoen den 11 september for alle muslimer en ydmygelsens, sorgens og nederlagets dag på samme måde som den 9. april er for os danske. Netop den 11. september 1683 blev en gigantisk islamisk invasionshær foran Wiens porte knust af den polske konge Jan Subieski, der som øverstbefalende for historiens største kavaleriangreb befriede Europa for den truende islamisering. Nederlaget blev enden på islams ekspansion, der i de foregående århundreder havde erobret Mellemøsten, Nordafrika og Balkan. Det osmanniske rige gik i gradvis opløsning, der kulminerede efter første verdenskrig, hvor Tyrkiet havde været allieret med Tyskland. Resterne af det førhen så mægtige osmanniske imperium blev delt mellem sejrherrerne.
Den 11. september 2001 blev af de islamiske terrorister nøje udvalgt som hævn for 11. september 1683. Tak for sidst og pay back time, men det får vi ikke noget at høre om, når nu tyveårsdagen skal mindes. Ingen har lyst til at mindes Ayatollah Khomeinis profetiske ord fra 1979: ” Islam er blodets religion for dem, der ikke tror!” Endnu en gang vil mørkets kræfter, de ensomme ulve og de psykopatiske afvigere blive pudset op af medier og politikere og båret til skue for os alle sammen.
Ikke et ord om islam. Fredens og kærlighedens religion