”Der går en lige linje fra D-Dagen i Normandiet 6. juni, hvor tusindvis af unge mænd mistede livet for vores alle sammens frihed, til det Europa, vi har i dag”, skriver den røde professor og jubeleuropæer, Marlene Wind, i Berlingske.
”Man kunne spørge, om de højrepopulister, der i dag fremstiller sig som de sande forkæmpere for det nationale, selv ville være gået i døden for Europas frihed. Det ville de næppe, fordi de som falske patrioter fokuserer mere på deres egen lille stamme end de større idealer. Der er med andre ord langt fra nutidens selverklærede nationalister og populister til dem, der som sande patrioter reddede europæerne fra deres egen undergang ved invasionen i Normandiet”.
Jeg havde selv fornøjelsen af for første gang at opleve invasionskysten et par dage før den store D-dags fejring, da jeg besøgte området med min meget (militær)historisk interesserede familie. Det var på alle måder rørende og burde være obligatorisk for alle folkeskolens ældste klasser: Mindesmærker overalt, uforlignelige museer og de smukkeste kirkegårde, hvor soldater fra alle tænkelige nationaliteter, der døde under invasionen, lå begravet”, skriver Marlene Wind.
Det burde også være obligatorisk for folkeskolens ældste klasser at høre sandheden bag Marlene Winds hykleriske hyldest til D-dagen.
For mens alle tænkelige nationaliteter ofrede menneskeliv for at forsvare Europa, hyggede det æreløse, defaitistiske og opportunistiske Danmark sig i smug.
Under den 2. verdenskrig var Danmark Nazitysklands næststørste handelspartner og bevarede fulde diplomatiske forbindelser til landet frem til den 5. maj 1945.
Danmark gjorde ikke, som andre lande havde gjort. Danmark havde ikke ydet modstand, oprettet eksilregeringen i London, ja, Danmark havde endda underskrevet Aksemagternes Antikomintern pagt i selskab med regimerne i Østeuropa.
Den danske regering godkendte udstationering af en division danske elite-SS-tropper til Østfronten og sendte 100.000 danskere til Tyskland som gæstearbejdere i rustningsindustrien. Det kostede menneskeliv.
Det kostede også menneskeliv, at danske entreprenører byggede bunkere for besættelsesmagten, og dansk landbrug eksporterede fødevarer til Tyskland og fungerede i realiteten som Hitlers spisekammer.
”Hvis resten af verden havde tænkt som de danske samarbejdspolitikere, ville Hitler have vundet krigen og Europa været nazistisk”, sagde Anders Fogh Rasmussen. Den lille danske stammes kræmmeragtige adfærd har han beskrevet med ordene ”ussel”, ”et eklatant politisk moralsk svigt” og ”en fejhed”.
I juni 2014 deltog Danmark, dvs. dronningen og forsvarsminister Nicolai Wammen (S), for første gang i fejringen af D-dag. Flere danske medier har beskrevet invitationen som en anerkendelse af Danmark som krigsførende nation på linje med de allierede.
Dette kommenterede Claes Kastholm således i Berlingske:
”Det lykkedes de to studieværter, DR udsendte i Normandiet, samt den indforskrevne historiker i studiet på nærmest mirakuløs vis at undgå at fortælle, at årsagen til, at Danmark aldrig kan anerkendes som allieret under Anden Verdenskrig er den enkle, at nok var vi krigsførende, men det var på tysk side, nemlig gennem samarbejdspolitikken.
Med den i medierne og blandt politikerne stadigt stigende tendens til nationalt praleri vil det næppe vare mange år, før det ved fejringen af D-dag vil hedde sig i danske medier, at også hvad invasionen i Normandiet og nedkæmpelsen af Nazi-Tyskland angår, var Danmark et foregangsland”.
Skrevet dengang, hvor Groft Sagt var virkelig groft.
André Rossmann