Tyv brugte kuffert-trick på banegården
En tilsyneladende hjælpsom mand viste sig at være det stik modsatte, da han i går stjal en pung fra en 69-årig mand på banegården i Aarhus.
Den 69-årige stod på perronen med to kufferter og skulle til at gå ind i toget, da en fremmed mand kom og tog fat i den ene kuffert for at hjælpe med at få den ind.
Selv om den 69-årige frabad sig hjælpen, fortsatte manden med at løfte den ind i toget. Herefter gav han slip og forsvandt fra stedet. Efterfølgende opdagede den 69-årige, at han manglede sin pung med dankort og kontanter i.
Han beskrives som:
- Ikke etnisk dansk af udseende, hvid hudfarve
- Ca. 40 år
- Ca. 170 cm høj, spinkel
- Mellemlangt hår
- Fipskæg
- Iført mørkt tøj, runde sygekassebriller
- Havde rygsæk på
Østjyllands Politi har den seneste tid fået flere anmeldelser om folk, der er blevet bestjålet på banegården i Aarhus på lignende vis. Politiet er i gang med at efterforske sagen og opfordrer folk til at være særligt opmærksomme, hvis de bliver kontaktet af fremmede mennesker på perronen.