Sådan snød mellemøstlig mand en 59-årig kvinde

Mand med kondisko på ønskede råd om skosværte

Onsdag ved 14-tiden blev en 59-årig kvinde udsat for et tricktyveri i Kvickly i Veri Centeret i Risskov. Ved skoafdelingen blev kvinden kontaktet af en udenlandsk mand, der på gebrokkent dansk spurgte, hvilken skosværte han skulle bruge til sine sko. Kvinden forklarede manden, at han ikke skulle bruge skosværte til de kondisko, han havde på. Manden lod som om, han ikke forstod kvinden og gik fra stedet igen.

Da kvinden kom op til kassen opdagede hun, at hendes pung var blevet taget fra hendes taske, der havde ligget i kurven, mens hun prøvede sko. Da kvinden efterfølgende kontaktede banken for at få spærret sine kort, oplyste banken, at nogen forgæves havde forsøgt at hæve penge i en pengeautomat i Åbyhøj.

Manden der kontaktede kvinden beskrives som:

  • 30-40 år
  • 170-180 cm høj
  • Spinkel af kropsbygning
  • Mellemøstlig af udseende
  • Spidst ansigt med skægstubbe
  • Iført sorte kondisko og mørk hue
  • Talte dansk med accent

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)