To mænd fra Aarhus med afghansk statsborgerskab er netop af Retten i Aarhus blevet dømt for forsøg på ulovlig våbenbesiddelse efter de nye skærpede sanktioner i bandepakken fra juli sidste år. Det drejer sig om en 28-årig mand fra Aarhus og en 23-årig mand fra Viby, der begge har tilknytning til en bandegruppering.
Sagen startede d. 6. juli sidste år, hvor Østjyllands Politi modtog oplysninger om mistænkelig aktivitet omkring nogle borde og bænke på Familieskolen i Tilst.
Da politiet ankom og undersøgte stedet, fandt de flere våben. Ved at stille sig på et bord kunne en betjent nemlig se ned i en dyb tagrende, hvor der i den ene ende var gemt en pose med en pistol og et magasin, og i den anden ende en revolver. Politiet tog våbnene med sig og placerede i stedet en attrap og noget videoovervågning for at holde øje med, hvornår ejermanden kom retur.
Det viste sig, at Østjyllands Politi ikke skulle vente ret længe, før der var bid. Allerede aftenen efter indfandt to personer sig på stedet for at lede efter våbnene, den 28-årige mand fra Aarhus og den 23-årige mand fra Viby. De blev fanget på politiets overvågning og anholdt senere samme aften.
De to har siddet varetægtsfængslet siden d. 8. juli sidste år, og i dag faldt der så dom i Retten Aarhus.
Den 28-årige mand blev idømt fem år og tre måneders ubetinget fængsel og udvisning af Danmark. Den 23-årige blev idømt fem års ubetinget fængsel og udvisning af Danmark.
– Jeg er tilfreds med dommen i dag. Den viser, at retten ser med stor alvor på, at man som led i en bandekonflikt forsøger at besidde våben i det offentlige rum. Selvom begge mænd har boet i Danmark siden de var børn, bliver de udvist til Afghanistan, når de har udstået deres straf. Så sagen viser, at det kan have alvorlige konsekvenser at færdes i bandemiljøet og begå kriminalitet midt i en konflikt, siger specialanklager Lars Petersen fra Særlig Efterforskning Vest i Østjyllands Politi.
Begge har nægtet sig skyldig i sagen. Den 28-årige forklarede retten, at han var på skolen for at lede efter noget hash, han havde gemt, og at våbnene måtte være placeret som en fælde af medlemmer af en rivaliserende bandegruppering. Den 23-årige forklarede sig med, at han blot var fulgt med sin 28-årige kammerat. Men den forklaring købte Retten i Aarhus ikke.
– Retten valgte at følge min påstand om, at de to mænd var på stedet, fordi de skulle hente våben, og ikke hash, som de begge påstod. De to har først for nylig valgt at forklare sig, og her har retten altså vurderet, at forklaringerne var utroværdige. Blandt andet ved at sammenholde deres forklaring med, hvordan de har ageret på videoovervågningen, siger specialanklager Lars Petersen.
Sagen har været efterforsket af Særlig Efterforskning Vest. Det er anden gang, der falder dom i en sag om ulovlig våbenbesiddelse, siden de nye skærpede sanktioner trådte i kraft 1. juli 2017. Her blev det muligt for retten at fordoble sanktionen for besiddelse af våben på offentligt sted, hvis der er tale om personer med tilknytning til bandemiljøet i en periode med konflikt.