Site icon 24NYT

Sådan vil Stram Kurs sætte sit aftryk på dansk politik

De danskere, som tror, at Rasmus Paludan og Stram Kurs er en døgnflue, kan godt tro om.

For selv om Stram Kurs ikke er kommet i Folketinget, vil partiet fra sidelinjen blive ved med at udfordre Danmarks slappe udlændingepolitik og holde kog i et politisk miljø og stemning, der vil sikre, at det ikke vil være rart at være muslim i Danmark.

Ifølge teolog og debattør Iben Tranholm, som var spidskandidat til folketingsvalget for Stram Kurs i Nordsjællands Storkreds, vil Stram Kurs bruge de 8 mio. kr. i partistøtte, som det fik bevilget, til at gøre partiet mere synligt i den offentlige debat. Hun mener, at de 8 mio. kr. vil gøre en kæmpe forskel, fordi det er mellem valgene, man vinder folketingsvalg.

Rasmus Paludan vil kunne bruge partistøtten til at udvikle Stram Kurs fra et protestparti til et rigtigt parti. Han vil kunne skabe en større og bredere platform for Stram Kurs, bl.a. ved at opbygge et sekretariat, ansætte medarbejdere, fremstille merchandise osv.

Men vigtigst er det, at Rasmus Paludan gennem sine politiske aktiviteter vil generere en konstant negativ medieomtale af islam og det muslimske mindretal.

Og her skal man være opmærksom på, at negativ medieomtale ikke er uskyldige ord, men har en tendens til at skabe en særlig realitet i forhold til det, de peger på.

Gentages negative ord om det muslimske mindretal ofte nok, vil både politikerne og befolkningen i stigende omfang forbinde muslimerne med en negativ og ubehagelig gruppe, der fremstår som en byrde for samfundet, og som skal kontrolleres og disciplineres gennem en stram lovgivning.

Historien viser, at en sproglig mobning af en etnisk gruppe har det med at føre til reel diskrimination samt social og menneskelig udskilning af personer, der tilhører denne gruppe. Det er således ikke en rar fremtid, danske muslimer går i møde.

I Rasmus Paludans optik er valgnederlaget den 5. juni ikke ensbetydende med stemmespild. Partistøtten giver ham nemlig mulighed for at hellige sig Stram Kurs på fuld tid frem til det næste folketingsvalg.

Hans fortsatte politiske demonstrationer vil effektivt medvirke til en social udskilning af muslimerne på alle niveauer i det danske samfund.

Hertil kommer, at den anti-muslimske stemning i befolkningen, som Rasmus Paludan konstant vil bære brænde til, vil DF og Nye Borgerlige med fordel kunne ride på i Folketinget.

Så hvis Rasmus Paludans modstandere tror, at Stram Kurs er færdig i dansk politik, kan de godt tro om.

André Rossmann

OBS: Læs og del gerne lederen fra din Facebook-profil, fordi Danmarks Radio har fået Facebook til at lukke 24NYT’s profil.

Exit mobile version