Af Amir Taheri– Oprindeligt udgivet af Gatestone Institute.
Mens uret tikkende nærmer sig den 8. august, som er den af USA’s præsident, Donald Trump, fastsatte deadline for en afsløring af det næste skridt i hans politik over for Iran, danner der sig et kor af vestlige politikere, akademikere og forretningsfolk for at nøde ham til at fastholde den politik, der har været hans forgængeres siden 1979.
Det har til gengæld opmuntret elementer i ledelsen i Teheran til at argumentere imod enhver ændring af Den Islamiske Republiks politik og/eller adfærd på en række områder, som er blevet formuleret i den amerikanske udenrigsminister Mike Pompeos 12-punktserklæring, herunder forsøget på at “eksportere” revolutionen til blandt andet Syrien, Libanon, Irak, Bahrain og Yemen.
Sidste tirsdag svarede Irans udenrigsminister, Mohammed Javad Zarif, Pompeo med sin egen 15-punkts desiderata [mangelliste/ønskeliste), som indikerer Teherans valg af forhalingstaktik.
 |
Det pro-khomeinistiske kor bygger sin sag på en abstrakt forestilling, hvor valget i omgangen med Den Islamiske Republik udelukkende står mellem at overgive sig til dens mindste luner eller total militær invasion.
I sin seneste bog “Fascism: A Warning” [Fascisme: En advarsel] reducerer den tidligere amerikanske udenrigsminister Madeleine Albright politik i Iran til et simpelt spørgsmål: “Ønsker vi at gentage eventyret i Irak?”
En af hendes efterfølgere, John Kerry, går endnu længere ved at rejse rundt til de vestlige hovedstæder og promovere sin idé om, at “der ikke findes noget alternativ til Irans indflydelse” i Mellemøsten.
Dette bliver gentaget af Joshua Landis, en amerikansk akademiker som støtter Bashar al-Assad og som hævder, at Irans intervention i Syrien, der senere blev bakket op af Rusland, forhindrede en sejr til den syriske opposition, som han påstår udelukkende består af ISIS og beslægtede, militære grupper. Han antyder, at USA og dets allierede Israel bør være Iran taknemlig for at have forhindret Assads fald.
Ben Rhodes, tidligere national sikkerhedsassistent for præsident Barrack Obama, gentager denne holdning i sin nye bog “The World As It Is” [Verden som den er]. Han dvæler ved den kendsgerning, at Iran har en middelklasse og et mere udviklet samfund, hvilket gør det til en bedre model for Mellemøsten.
Oversat til en mere almindelig sprogbrug betyder dette, at USA bør anse Irans tilstedeværelse i Irak, Syrien og Libanon for at være en positiv udvikling.
Dr. Landis deler samme opfattelse, når han i en nylig artikel hævder, at “dette er første gang i moderne historie, hvor hele rækken af lande i det nordlige Mellemøsten har gode indbyrdes relationer.” Afhængigt af, hvornår hans “moderne historie” begynder, kunne man hævde, at de selvsamme lande også havde “gode indbyrdes relationer,” dengang de var underlagt britisk og fransk kolonistyre.
Men er udenlandsk dominans det eneste middel til at udvikle gode relationer mellem naboer?
Og måske endnu vigtigere, hvordan kan man beskrive relationerne mellem den opsplittede libanesiske regering, resterne af Assad-regimet og den lunefulde irakiske, politiske elite som “gode” og den rolle Teheran spiller i alle tre lande som velgørende for deres befolkninger?
Det khomeinistiske regime som model
Ideen om det khomeinistiske regime som model for hele Mellemøsten er inspireret af 1960’ernes forestilling om “udviklingsmodeller.” I dag anses denne forestilling imidlertid i højere grad for at være ren intellektuel indbildning end en seriøs vejviser til sociopolitisk analyse. Selv vestlige demokratier er, skønt de på mange måder ligner hinanden og deler kulturelle og religiøse værdier, opbygget efter mange forskellige modeller. Der er derfor ingen grund til, at indbyrdes forskellige nationer i Mellemøsten skal opfordres eller endda tvinges til at overtage Irans “wilayat al-faqih” system som model.
Hvad enten det er bevidst eller skyldes uvidenhed, har denne misforståelse af den destabiliserende rolle, som Iran spiller i regionen og endnu længere væk, ført til det, man kun kan beskrive som politisk lammelse hos de vestlige demokratier og deres allierede på et tidspunkt, hvor Khomeini-regimet i stigende grad bliver bestridt af befolkningen inde i Iran. Denne lammelse opmuntrer Teherans ledelse til at nægte såvel interne reformer som ydre tilpasning, der kunne være til gavn for fred og stabilitet.
“Amerikanske regeringsledere har altid drømt om at tvinge os til at ændre adfærd og har fejlet,” har Irans “Øverste Leder,” Ali Khamenei, sagt. “Fem amerikanske regeringer tog denne drøm med sig i graven. Den nuværende vil lide samme skæbne.”
Den umulige amerikanske drøm
Khameneis analyse er ikke skudt helt ved siden af. Flere hinanden efterfølgende amerikanske præsidenter har arbejdet hårdt på at overtale Khomeini-regimet i Teheran til at ændre visse aspekter af dets udenrigspolitik, hidtil uden held.
Grunden kunne være disse hinanden efterfølgende amerikanske præsidenters og en god del af den amerikanske politiske og kulturelle elites manglende evne til eller direkte uvilje mod at forstå karakteren af Khomeini-regimet mere dybtgående.
Jimmy Carter troede, at Khomeinis erobring af magten repræsenterede religionens tilbagevenden til centrum i det offentlige liv.
Hans administration beskrev Khomeini som “en hellig mand” og “islams Gandhi.” Carter skrev breve til Khomeini “som den ene troens mand til den anden.” Han gav endda ordre til en genoptagelse af våbenforsyningerne til Teheran. Vi ved alle, hvad dette afstedkom for Carter.
Præsident Ronald Reagan, som havde besøgt Iran blot et år før revolutionen, mente, at han kendte iranerne bedre. Han beskrev dem som “tæppehandlere og forretningsfolk.” Derfor sørgede han for indsmugling af de våben, som mullaherne behøvede for at forhindre den irakiske hær i at trænge længere ind i Iran. Han sendte også en kage formet som et kæmpestort hjerte, foruden en kopi af Bibelen med hans personlige autograf, samt to hypermoderne håndvåben som gaver til ayatollahen.
Et af resultaterne heraf var den Iran-kontraskandale, som rystede Reagans præsidentembede.
I forsøget på at håndtere efterskælvene efter krisen udviklede præsident George H.W. Bush sin nulpolitik over for Iran bortset fra et antal hemmelige samtaler med Rafsanjani-fraktionen, som ikke førte til noget, men som bestyrkede Teheran i, at den amerikanske “Store Satan” var blevet neutraliseret.
Præsident Bill Clinton opfattede Khomeini-regimet som “progressivistisk,” et synspunkt som blev delt af mange amerikanske venstrefløjsfolk, som mener, at anti-amerikanisme er det sikreste tegn på en progressiv indstilling.
Her er, hvad Clinton sagde ved et møde om økonomisk-politisk spillerum i World Economic Forum i Davos, Schweiz, i 2005:
“Vore dages Iran er i en vis forstand det eneste land, hvor progressive ideer nyder stor, vælgermæssig tilslutning. Det er dér, hvor de ideer, som jeg er tilhænger af, bliver forsvaret af en majoritet.”
Og her er, hvad Clinton havde at sige i et tv-interview lidt senere med Charlie Rose:
“Iran er det eneste land i verden, det eneste med valg, inklusiv USA, inklusiv Israel, inklusiv hvem man nu ellers kan komme i tanker om, hvor de frisindede, eller progressive, har vundet mellem to tredjedele og 70 procent af stemmerne ved seks valg: to præsidentvalg; to til parlamentet (Majlis); to borgmestervalg. Ved hvert af disse valg fik de folk, som jeg identificerer mig med, mellem to tredjedele og 70 procent af stemmerne. Der findes intet andet land i verden, jeg kan sige det om, bestemt ikke mit eget.”
Clinton og hans udenrigsminister, Madeleine Albright, undskyldte over for mullaherne for de uspecificerede “forbrydelser” begået “af min civilisation” og fjernede en lang række af de sanktioner, som Iran var blevet pålagt efter tilfangetagelsen af de amerikanske gidsler i Teheran.
Men hvilke forbrydelser?
Clinton opsummerede dem:
“Det er en trist historie, som i virkeligheden begyndte i 1950’erne, da USA afsatte Mossadegh, som var en valgt parlamentarisk demokrat, og bragte Shahen tilbage, og så blev han væltet af ayatollah Khomeini, hvorved vi blev kastet i armene på en vis Saddam Hussein. Vi afskaffede det parlamentariske demokrati [dengang] tilbage i ’50’erne; i det mindste er det, som jeg ser det.”
Clinton vidste ikke, at i Iran, som han beundrede så meget, bliver Mossadegh langt fra betragtet som nationalhelt, men er genstand for en intens bagvaskelse. Noget af det første, mullaherne gjorde efter at have overtaget magten, var at fjerne navnet Mossadegh fra en gade i Teheran.
Præsidenterne Bush og Obama
Præsident George W. Bush var alt for optaget af Afghanistan og Irak til at vise Iran nogen synderlig opmærksomhed. Ikke desto mindre forsøgte også han i sin anden præsidentperiode at overtale mullaherne til at ændre adfærd. Hans udenrigsminister, Condoleezza Rice, sendte en invitation, for nu ikke at sige et tiggerbrev, til mullaherne med henblik på “konstruktiv dialog.” De svarede ved at optrappe drabene på amerikanske soldater i Afghanistan og Irak ved hjælp af lokale stedfortrædere.
Det er vel unødvendigt at sige, at han ikke klarede sig bedre.
Præsident Barack Obama gik meget længere end nogen af sine forgængere i forsøget på at indynde sig hos mullaherne. Selv i 2009, da regimets paramilitære enheder massakrerede folk i gaderne i de iranske byer under en landsdækkende pro-demokratisk opstand, besluttede Obama at vælge side til fordel for mullaherne.
Obama anerkendte officielt Iran som en nuklear tærskelstat til gengæld for nogle tvivlsomme indrømmelser fra Teheran i forbindelse med den såkaldte “atomaftale,” som Trump nu har undsagt.
En af nøglerne til misforståelsen Teherans nuværende regimes karakter er den manglende erkendelse af, at Iran gennem de seneste fire årtier har lidt under en personlighedsspaltning al la Mr. Jekyll-and-Hyde.
Som folk og kultur er Iran helt bestemt attraktiv.
Valerie Jarett, som siges at have været Obamas nærmeste rådgiver, husker Shiraz, den iranske kulturhovedstad og Østens Firenze, hvor hun blev født og voksede op. Før revolutionen var Shiraz, med sin smukke arkitektur, en by præget af haver og musik og en årlig international kunstfestival. Hvordan kan man undgå at elske Iran i kraft af det?
Men i dag er Shiraz, hvor John Kerrys søster arbejdede i årevis, et sted præget af offentlige hængninger og piskninger og fængsler fulde af politiske og religiøse afvigere.
Filmstjernen Sean Penn, der fungerede som deltidsreporter, besøgte Iran og skrev nogle rosende artikler. Han oplevede Isfahan, Irans tidligere storslåede hovedstad, som noget i retning af paradis på jord. Ligesom Clinton var han imponeret over de “utroligt progressive” mennesker, han mødte. Hvad han imidlertid overså var, at Iran har ligget øverst på verdenslisten over antallet af henrettelser og politiske fanger. Lige nu lever 15.000 mænd og kvinder under dødsdomme i de iranske fængsler.
En anden filmstjerne, George Clooney, roser iransk filmproduktion som “den eneste originale” i verden. Men han overser det faktum, at de film, som han beundrer, og som kan ses på festivaler i Vesten, aldrig vises i Iran selv, og at mange iranske filmskabere befinder sig i eksil eller har fået forbud mod at lave film.
Staten og redskabet
John Kerry beundrer Iran, fordi han kender det fra sin iranske svigersøn, som stammer fra en middelklassefamilie fra før resolutionen. Han ved ikke, at det netop er denne type familier, som lider mest under den khomeinistiske terror og undertrykkelse; det er netop grunden til, at mange, heriblandt hans svigersøns familie, er flygtet i eksil.
Som nationalstat havde Iran ikke problemer med nogen. Som formidler af den khomeinistiske ideologi har det problemer med alle, først af alle det iranske folk. Det khomeinistiske regime lægger ikke skjul på sit intense had til iransk kultur, som det hævder har rod i “uvidenhedens tidsalder” (jahiliyyah).
At beundre dette regime for den iranske kultur svarer til at beundre Hitler for Goethe og Beethoven og prise Stalin for Pushkin og Tjaikovskij.
Det nuværende regime har henrettet titusindvis af iranere, drevet næsten 6 millioner i eksil og berøvet nationen dens basale frihedsrettigheder. Det har også dræbt flere amerikanere, ofte via stedfortrædere, end al-Qaeda gjorde på 9/11. Der har ikke været en eneste dag, hvor dette regime ikke har holdt en amerikaner og andre som gidsler.
Regimet i Teheran lægger ikke skjul på sin rolle med hensyn til at anstifte og fastholde houthi-oprøret i Yemen. Fars, Den iranske Revolutionsgardes nyhedsmedie, hævder, at houthierne udgør en “del af en global modstandsbevægelse,” ledet af Teheran.
Dagbladet Kayhan, som har ry for at gengive den “Øverste Rådgivers” synspunkter, slår fast, at Bahrain er en del af Iran, som blev “foræret væk” af den afdøde shah, og som bør generobres.
General Qassem Soleimani, manden som står i spidsen for “eksporten af revolutionen,” siger, at han har forvandlet Libanon til en “modstandsstat,” ledet af Iran. Ayatollah Ali Yunsei, ledende rådgiver for præsident Hassan Rouhani, praler med, at Iran nu kontrollerer fire arabiske hovedstæder: Sana’a, Bagdad, Damaskus og Beirut. Dette kan være en bevidst overdrivelse, men den giver et vist indblik i tankegangen hos Irans nuværende ledere.
“Pro-Teheran-lobbyisterne i Vesten gør både Iran og de demokratier, som de selv lever i, en bjørnetjeneste,” siger analytiker Nasser Zamani. “De opmuntrer Teherans illusioner, som allerede har ført Iran ind i en historisk blindgyde”.
Men ikke kun det. De selvsamme lobbyister modvirker ethvert forsøg fra stormagternes side på at anlægge en politik, der er rettet mod at hjælpe, overtale og lokke Iran til at genoprette sin identitet som nationalstat og opføre sig som en sådan ved at lukke kapitlet om en revolution, der har kastet Iran og en god del af Mellemøsten ud i konflikt og usikkerhed.
Amir Taheri var skrivende chefredaktør ved dagbladet Kayhan i Iran fra 1972 til 1979. Han har arbejdet ved og skrevet for utallige publikationer, har udgivet elleve bøger og har været klummeskribent ved Asharq Al-Awsat siden 1987.