Den franske minister for de højere læreanstalter træder i karakter med kritik af universiteternes ideologiske ensretning og vil beskytte forskningsfriheden. Rasende forskere kræver hende nu fyret.
Vidal satte et betændt emne på dagsordenen
Frédérique Vidal, der er minister for de højere læreanstalter, medvirkede søndag den 14. februar i et længere interview på CNews om de studerendes mistrivsel under coronapandemien. Da journalisten på et tidspunkt spurgte hende til universiteternes venstreorienterede islamofili, islamo-gauchisme, svarede hun, at den breder sig. Vidal bekræftede sit synspunkt den 16. februar i Nationalforsamlingen og fortalte, at der skal foretages en videnskabelig undersøgelse af omfanget af islamo-gauchisme og postkolonialisme på landets universiteter. Man vil hermed beskytte de forskere, der presses i en bestemt retning af kolleger, og man vil adskille den akademiske forskning fra det, der snarere må betegnes som aktivisme og meningsmageri.
Vidals bemærkninger og initiativ har vakt stor opsigt og medført en voldsom debat i de franske medier.
Begrebet islamo-gauchisme
Begrebet islamo-gauchisme stammer fra begyndelsen af 2000’erne, hvor idéhistoriker og politolog Pierre-André Taguieff under den anden intifada så en aktivistisk alliance mellem islamistiske miljøer og venstreekstremistiske miljøer, der kæmpede den palæstinensiske sag og fik næret deres revolutionære drømme. Der formedes en fortælling på venstrefløjen om, at staten Israel var kolonialistisk, imperialistisk og racistisk, mens palæstinenserne var uskyldige ofre for zionistiske jøder – de nye nazister. Mange venstreorienterede internaliserede islamisternes jødehad.
Det gik op for Taguieff, at det ideologiske sammenfald var mere udbredt og også havde været der før den anden intifada. Islam er i venstrefløjens øjne blevet “de fattiges religion”, muslimerne er “udstødte” og udgør et nyt proletariat, der er udsat for “systemisk racisme”, “statsracisme” og en “islamofobisk stat”, hvilket retfærdiggør, at islamismen har et “revolutionært potentiale”.
Den kommunistiske antifascisme er blevet erstattet med en islamiseret antiracisme, og man kæmper nu imod racistiske islamofober. For at beskrive den ideologiske konvergens mellem islamister og venstreekstremister fandt Taguieff i 2001-2002 på begrebet islamo-gauchisme.
Efterårets kritik af et politiserende universitetsmiljø
Den 2. oktober 2020 holdt Macron en tale om islamistisk separatisme. I talen beklagede han, at den intellektuelle debat i Frankrig var blevet overladt til andre, der ikke følger de franske traditioner, men i stedet tilegner sig de amerikanske universiteters ideologiske og politiske dagsorden.
Den 16. oktober angreb den muslimske tjetjener Abdoullakh Anzorov skolelæreren Samuel Paty og skar halsen over på ham, fordi Paty, som led i det obligatoriske undervisningsmodul om ytringsfrihed, havde vist muhammedtegninger bragt i satiremagasinet Charlie Hebdo. Som følge af terrorhandlingen var undervisningsminister Jean-Michel Blanquer den 22. oktober i studiet hos Europe1 til et interview. Han kritiserede her terrorismens intellektuelle medskyldige. “Det er ideer, der ofte kommer udefra, fra en samfundsmodel, der ikke er vores. Vi har en republikansk, universalistisk model. Efter det drama, som vi har oplevet, ønsker jeg, at man i den offentlige debat holder op med at være så konfliktsky over for problemet. Jeg vil være meget resolut over for alle dem, der nu i virkeligheden skaber grobund for en slags tolerance over for ekstremismen, mens de i egen selvforståelse er progressive. Det er uacceptabelt og forværrer tingene.” Blanquer sagde desuden: “Det, som man kalder for islamo-gauchisme, spreder ødelæggelse. Det spreder ødelæggelse på universitetet, det spreder ødelæggelse, når [de studerendes sammenslutning] UNEF giver efter for den slags, det spreder ødelæggelse, når der i [partiet] La France Insoumise findes folk, der følger den strømning og skilter med det.”
Sammenslutningen af universitetsrektorer protesterede efterfølgende mod Blanquers udsagn.
De hundredes manifest
Den 2. november udgav omkring 100 forskere (antallet er nu 258) så et manifest i Le Monde, hvori de bakkede undervisningsministeren op. Ifølge manifestet var universiteternes modvilje mod at udpege islamismen som ansvarlig for drabet på Samuel Paty illustrativ. Man talte blot vagt om “mørke kræfter” og “fanatisme”. Det er ikke Blanquers bemærkninger, der er farlige, men derimod den vedholdende fornægtelse. Det påpeges endvidere i manifestet, at man har overtaget en dagsorden fra amerikanske universiteter vedrørende oprindelige folk, hudfarve og postkolonialisme, der fører til had mod hvide og Frankrig. Manifestet minder universiteterne om deres ansvar for at forsvare sekularismen og ytringsfriheden.
Manifestet provokerede en del andre forskere, og der fulgte en ophidset debat. Nogle af manifestets underskrivere trak deres underskrift tilbage på grund af den hårde offentlige debat, pres fra kolleger eller af frygt for, at der skulle ske noget med deres familie, deres børn eller dem selv. Flere (oftest unge) forskere har uofficielt bakket underskriverne op men fortæller, at de ikke tør stå frem offentligt af frygt for at ødelægge deres karriere. De er bekymrede for ikke at blive forfremmet og ikke få tildelt forskningsmidler. En del af underskriverne har derfor en veletableret karriere bag sig.
Vidals bemærkning skabte voldsomme reaktioner
Bølgerne havde knap nok lagt sig efter undervisningsministerens bemærkninger i oktober, inden Vidal stod frem med sin kritik i februar, og der påny blev skabt røre i universitetsverdenen og blandt debattører.
Frankrigs nationale forskningscenter CNRS kom den 17. februar med en pressemeddelelse, hvori de fastslog, at “‘islamo-gauchisme‘ ikke er en videnskabelig realitet”, og de fordømte brug af ordet (der betegnedes som et politisk slogan), da det angiveligt undergraver den akademiske frihed.
I et åbent brev i Le Monde kræver mere end 600 forskere således ministeren fyret. De mener, at hun driver heksejagt og fornærmer universitetsverdenen, og at hun truer med at undertrykke de intellektuelle, som det sker i Orbans Ungarn, Bolsonaros Brasilien og Dudas Polen, hvor man også angriber studier i postkolonialisme, racistisk diskrimination, køn og intersektionalitet. Underskriverne hævder, at islamo-gauchismen er et fantasifoster opfundet af den yderste højrefløj.
Historikerne Alain Blum og Juliette Cadiot drager i en kronik en parallel mellem Vidals bebudede undersøgelse af det franske universitetsmiljø og flere østeuropæiske historikeres skæbne, idet disse udsættes for politisk kontrol og censur. Der er eksempelvis blevet strafbart at fremvise forskning, der viser, at også polakker deltog i jødeudryddelsen under Anden Verdenskrig.
Jean-Luc Mélenchon leder det stærkt venstreorienterede parti La France Insoumise. Han beskylder Vidal og Macron for at agere tankepoliti. På YouTube harcelerer han i en video: “Vi er ikke længere i Frankrig – vi er i Iran!”. Og videre: “Jo hurtigere dette kvindemenneske træder tilbage, jo bedre, for det er skandaløst!”.
Vidal uddyber sine betragtninger
Frédérique Vidal har den 20. februar uddybet sine betragtninger i Le Journal du Dimanche.
Under interviewet på CNews havde journalisten brugt begrebet islamo-gauchisme og Vidal havde derefter selv brugt ordet, men hun havde haft den generelle ekstremisme på venstrefløjen i tankerne. Der er ganske vist ikke en videnskabelig definition af islamo-gauchisme, men det svarer til borgernes oplevelse og understøttes af flere hændelser. Vidal nævner opsætningen af den græske digter Aischylos’ “De Bønfaldende” på Sorbonne-universitetet i 2019, som aktivister fik forhindret ved brug af magt; De medvirkende bar jævnfør den græske tradition masker, og fordi nogle af dem var sorte, betragtede ekstremisterne stykket som racistisk. Flere universiteter har afvist at afholde oplæsninger af en tekst skrevet af chefredaktør Charb fra Charlie Hebdo, der døde under det islamistiske terrorangreb. Vidal fortæller ligeledes, at der er undervisere, der ikke føler sig frie til at undervise, som de gerne vil. Der er tale om angreb på den akademiske frihed og på ytringsfriheden generelt.
Vidal vil med undersøgelsen have klarlagt, i hvor høj grad nogle emner kun kan belyses på én måde blandt forskerne, og i hvor høj grad der er behov for at sætte ind og sikre en mangfoldighed af ideer på universiteterne. Forsvaret af den akademiske frihed indbefatter konkret handling. Der blev eksempelvis sørget for, at stykket “De Bønfaldende” blev opført på Sorbonne på et senere tidspunkt.
Vidal føler sig forpligtet til at hjælpe de forskere og rektorer, der beder om hjælp, og er derfor trådt frem nu med sin kritik.
Andre debattører giver Vidal ret
Idehistorikeren Pierre André Taguieff (manden bag begrebet islamo-gauchisme) undrer sig over, at CNRS fordømmer brug af ordet islamo-gauchisme af hensyn til den akademiske frihed. Bør man så også fordømme brugen af ord som “nynazisme”, “højreekstremisme” og “islamisme”, eftersom det er “politiske slogans” uden “videnskabelig realitet”? Er ordet “racisme” en krænkelse, et “politisk slogan” eller et videnskabeligt koncept?
Lektor i filosofi Pierre-Henri Tavoillot tager afstand fra en ideologisk ensretning, hvor nuanceringer ikke tolereres, og nogle pressionsgrupper udøver censur. Han er bekymret for konsekvenserne af de ideer, der fremmes, somme tider med magt, som for eksempel at hvide mennesker er prædatorer, der skal bekæmpes.
Éric Zemmour påpeger det uheldige i, at man har givet de enkelte universiteter mere selvbestemmelse, hvorved det påhviler den enkelte universitetsrektor at skære igennem de ideologiske dagsordener (navnlig på humaniora og samfundsvidenskab), og det er lettere at lade stå til. Forskningsretningen påvirkes desuden af de velbetalte europæiske programmer inden for eksempelvis køn og kolonialisme. Omvendt har EU og den schweiziske nationalfond frataget Gilles Kepel de forskningsmidler, som han ellers fik fra dem, eftersom de ikke bifaldt hans islamforskning.
Zemmour forklarer, at vreden på venstrefløjen blandt andet skyldes, at der nu er kommet en benævnelse på dem selv, hvor de ellers plejer at have definitionsretten og benævne deres modstandere (fascister, racister, islamofober) og med deres begreber sætte dagsordenen i den offentlige debat (inkluderende omtale, politivold, stigmatisering, diskrimination, patriarkat, hvides privilegier, etc.).
I et indlæg i Le Monde bifalder 130 universitetsfolk, at Vidal nu endelig blander sig i debatten og gør opmærksom på den ideologiske ensretning på universiteterne. Flere debattører påstår fejlagtigt, at begrebet islamo-gauchisme stammer fra den yderste højrefløj; de burde vide bedre. Kritikken af den venstreorienterede islamofili var helt berettiget efter drabet på Samuel Paty, hvor mange undlod at betegne det som et islamistisk angreb. Der er dog et mere generelt problem med universiteternes aktivisme, med pseudovidenskabelige teorier om “statsracisme”, “hvidhed”, “sociale konstruktioner”, “intersektionalitet”, med videre.
Der er også opbakning til Frédérique Vidal i befolkningen. Ifølge en meningsmåling foretaget den 16.-17. februar støtter 66% af de adspurgte ministerens betragtninger, og 69% mener, at der er et reelt problem med islamo-gauchisme i Frankrig.
Debat om politiseret migrantforskning i Danmark
Også i Danmark er politisering inden for forskningen til debat. Der ser ud til at være et modsætningsforhold mellem politikere og forskere. Det var eksempelvis slående, at en politisk bestilt undersøgelse af social kontrol i indvandrermiljøer udmøntede sig i en rapport i august 2020, hvori forskerne anbefalede regeringen at se koran- og arabiskundervisning som et potentiale for frigørelse.
I januar 2021 afholdt The Nordic Migration Research sin 20. konference, der havde titlen: “Koloniale/raciale historier, nationale narrativer og transnational migration”. “Hvidhed” var et gennemgående tema under konferencen (ordet nævnes 146 gange i programmet), lige som der refereres til “hvidt overherredømme”. Social kontrol nævnes derimod kun en enkelt gang, idet den norsle forsker Rahma Vetlesdatter Søvik slår til lyd for, at genopdragelsesrejser “potentielt kan åbne op for et eventyr, en følelse af sikkerhed og lighed samt nye muligheder for både børn og forældre”.
Søren Villemoes fulgte konferencen og berettede om den i Weekendavisen. Han fandt flere indikationer for, at forskere kan opfatte sig som en slags modmagt til politikerne. Begrebet “femonationalisme” skulle således beskrive, hvordan “feminisme bruges af nationalister til at udøve racisme og fremmedfjendskhed”. En workshop handlede om, “hvordan man kan udøve antiracistiske strategier i uddannelsessystemet i et samfund præget af en tiltagende “moralsk panik over migranters integration”, der finder sted under “populismens og det radikale højres stigning””. En prismodtager udtalte i sin takketale: “Der er ingen tvivl om, at tidens største trussel kommer fra aggressiv nationalisme, højreekstremisme og den øgede tilslutning til racistiske og på andre måder diskriminerende ideer og praksisser”.
Konferencens skævvridning har vakt forargelse, og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen er betænkelig over tendensen, men hun vil ikke som Frédérique Vidal tale om en generel islamo-gauchisme på de danske universiteter.
Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)