Salget af byggegrunde er mere end fordoblet

Der er solgt ekstraordinært mange byggegrunde i første kvartal af 2021 sammenlignet med samme periode sidste år. En ny opgørelse fra Boligsiden viser, at der er tale om en stigning på 122 procent.

I første kvartal af 2021 har ejendomsmæglerne i Danmark solgt 1.793 byggegrunde. Det viser en ny opgørelse fra Boligsiden, der dermed også afslører, at salget er steget med 122 procent i forhold til samme periode sidste år.

”Udbuddet af boliger er faldet i lang tid, så der er mange købere om de samme boliger. Det får nogle til at tænke i alternativer. For flere og flere er det alternativ at bygge selv, og det gælder for både de købere, der leder efter nyt hus og for dem, der jagter et sommerhus,” siger Birgit Daetz, der er kommunikationsdirektør hos Boligsiden.

Alene salget af byggegrunde til sommerhuse er steget med cirka 200 procent, mens salget af såkaldte helårsgrunde er 102 procent højere i årets første tre måneder af 2021 end i de samme måneder sidste år.

”Der er stor interesse for at bygge både huse og sommerhuse selv, og det har betydet, at også udvalget af disse er blevet mindre det seneste år. Altså er det, der for mange var et alternativ i en tid med stor konkurrence om de regulære boliger, blevet en vare, der nu også er stor rift om,” siger Birgit Daetz.

LÆS OGSÅ:  Raslen med indgreb: Hver 3. boligkøber genovervejer køb nu

Den store stigning i salget af byggegrunde kan også måles i interessen for lånetilbud til nybyggeri. Således registrerede Finans Danmark i marts måned 2.545 lånetilbud til nybyggeri af boliger og sommerhuse, hvilket er 46 procent flere end på en gennemsnitlig måned i de foregående tre et halvt år.

Stigning i alle regioner

Byg-selv-trenden er da også nået ud i alle afkroge af landet, idet alle regioner oplever en stigning i salget af byggegrunde på minimum 74 procent.

Særligt i Region Nordjylland og Region Sjælland er aktiviteten på markedet for byggegrunde eksploderet med stigninger på henholdsvis 172 og 251 procent.

”I de to regioner er der det seneste år opstået et helt nyt marked for selvbyg, men særligt byggeriet af egne sommerhuse er gået bananas. De to regioner rummer nogle af de mest kendte sommerhusområder i landet såsom Skagen, Løkken, Marielyst, Rørvig og Sjællands Odde, men også områder hvor både sommerhuse og byggegrunde er blandt de billigste i landet. Den kombination tiltrækker købere,” siger Birgit Daetz.

Der er lige nu cirka 3.800 byggegrunde til salg på Boligsiden. Godt 3.000 af disse er helårsgrunde, mens resten er fritidsgrunde.

Salget af byggegrunde i første kvartal 2021:

Boligtype Første kvartal 2020 Første kvartal 2021 Ændring
Helårsgrund 647 1.308 102 %
Fritidsgrund 160 485 203 %
I alt 807 1.793 122 %

(Kilde: Boligsiden)

Regional udvikling i salg af byggegrunde i første kvartal 2021:

LÆS OGSÅ:  Jagten på studieboligen: Undgå at blive snydt!
Region Første kvartal 2020 Første kvartal 2021 Ændring
Region Hovedstaden 86 153 78 %
Region Midtjylland 269 467 74 %
Region Nordjylland 113 307 172 %
Region Sjælland 140 491 251 %
Region Syddanmark 199 375 88 %

(Kilde: Boligsiden)

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)