Samarbejde mellem forskning og industri i Skandinaviens største bioindustrielle klynge skal styrke produktionsdanmark

En samlet bevilling på 120 mio. kr. vil skabe rammer og indhold for et forsknings- og uddannelsesprogram i Kalundborg, der skal tiltrække studerende på kandidatniveau fra ind- og udland. Ambitionen er at styrke Kalundborgs position på det bioindustrielle område for på den måde at styrke det samlede produktionsdanmark. Arbejdet påbegyndes i 2021, og AP Ejendomme kommer til at stå for opførelsen af byggeriet. De første studerende vil påbegynde projektarbejdet i starten af 2022.

Kalundborg er Skandinaviens største bioindustrielle klynge, internationalt anerkendt for industriel bæredygtighed og cirkulær produktion og hjemsted for flere end 5.000 industriarbejdspladser fordelt på en række af Danmarks største virksomheder.

Imidlertid er klyngen udfordret af en begrænset tilstrømning af nyuddannede specialister og mangel på forskningsinfrastruktur. Kalundborgs beliggenhed, en times kørsel fra Odense og København, kan være en barriere, som gør det vanskeligt at tiltrække og fastholde en kvalificeret arbejdsstyrke.

Et nyt uddannelses- og forskningsprojekt skal bidrage til at ændre dette forhold. Det skal tiltrække nye studerende og tilføre innovationskraft og bæredygtige løsninger på konkrete problemstillinger i virksomhederne og derved styrke industri 4.0-transformationen og grøn omstilling i produktionsdanmark.

Lokale karriereveje
”Initiativet er en fantastisk god nyhed for Kalundborg. Flere studerende får mulighed for at udføre brancherelevant forskning i samarbejde med de industrielle aktører, ligesom virksomhederne for første gang vil få adgang til et lokalt forskningsmiljø. De studerende vil desuden knytte bånd til virksomheder og området, og forventningen er, at det vil skabe relationer og synliggøre lokale karriereveje, så flere får lyst til at blive. Dette initiativ vil endvidere medvirke til at yderligere cementere Kalundborgs Kommunes position som en uddannelseskommune,” siger Martin Damm, borgmester, Kalundborg Kommune.

Det fysiske omdrejningspunkt for initiativet er Biomanufacturing Project House (BPH), som vil blive drevet i regi af Professionshøjskolen Absalon, der i forvejen uddanner diplomingeniører i Kalundborg. Herfra vil studerende fra danske og internationale universiteter udføre anvendt forskning inden for bioproduktion, cirkulær produktion, industri 4.0 og relaterede områder i samarbejde med lokale industriaktører. Det er planen er gennemføre 75 kandidatprojekter i den første projektperiode, som løber fra 2021, hvor byggeriet påbegyndes, til 2026. De første studerende begynder projektarbejdet i starten af 2022.

LÆS OGSÅ:  Forskere finder muligt overlap mellem symptomer før og efter HPV-vaccine

”Vi skal agere matchmaker mellem industri og universiteter og understøtte, at der udvikles konkrete og relevante forskningsprojekter til de studerende. Herudover vil industrien kunne samarbejde om og få støtte til forskning hos BPH. Den faglige tilgang vil afspejle den industrielle bæredygtighed, som kendetegner Kalundborg, og BPH skal derfor knytte tætte bånd til industrien for at udvikle projektideer og understøtte et varigt engagement fra industri og universiteter,” siger Camilla Wang, rektor, Professionshøjskolen Absalon.

Et endnu mere attraktivt miljø
Ca. 15 projekter vil årligt være tilgængelige for de studerende, og samarbejde med bl.a. DTU, Syddansk Universitet, Københavns Universitet, Aarhus Universitet og Aalborg Universitet skal sikre en bred rekrutteringsbase. De studerende får tilbudt stipendier på 5–12 måneders ophold i Kalundborg med bolig og adgang til forskningsfaciliteterne i BPH. Samtidig bevarer de tilknytningen til den uddannelsesinstitution, hvor de er tilmeldt kandidatuddannelsen.

”Den nye infrastruktur er et godt første skridt mod at gøre Kalundborg-miljøet endnu mere attraktivt for studerende og forskere. Viden fra de studerendes hjemmeinstitutioner kombineret med indsigt fra industriel praksis har potentiale for innovation, og initiativet vil åbne nye muligheder for vores studerende og forskere. Vi har i forvejen et velfungerende samarbejde med industrien i Kalundborg, og glæder os over at der nu skabes endnu bedre forhold, der kan styrke dette samarbejde yderligere, hvilket er et rigtig godt udgangspunkt for at initiativet bliver en succes,” siger Bjarke Bak Christensen, institutdirektør, DTU Bioengineering.

En samlet bevilling på 120 mio. kr.
En række aktører bidrager med i alt 120 mio. kr. til projektet. Novo Nordisk Fonden bevilliger 65 mio. kr. til at finansiere udstyr, personale og drift af BPH i den første projektperiode.

LÆS OGSÅ:  Resultater overrasker forskere: Tre større hjertesygdomme øger ikke coronarisiko

”Vi vil gerne bidrage til at udvikle samarbejdet mellem industrier og universiteter. Det er vigtigt for uddannelse og for både grundlæggende og anvendelsesmæssig forskning. Hertil passer ambitionen om at videreudvikle Kalundborg som et førende bioindustrielt knudepunkt, og et uddannelses- og forskningselement vil være et signifikant bidrag. Bioteknologi er i en rivende udvikling, og den rummer mange muligheder for at fremme den grønne omstilling yderligere. Vi forventer, at initiativet vil være en gevinst for studerende og virksomheder,” siger Claus Felby, chef for biotekforskning, Novo Nordisk Fonden.

BPH bliver også vært for sekretariatet for Kalundborg Symbiosis, et partnerskab mellem elleve offentlige og private virksomheder, som beskæftiger forskningsspecialister inden for industriel cirkulær produktion. De skal supplere BPH-personale og inspirere de studerende inden for fremtidens bæredygtighedstemaer.

Novo Nordisk, hvis største produktionssite er placeret i Kalundborg, ser et stort potentiale i BPH og det styrkede samarbejde med både internationale og danske universiteter og talenter.

”Kalundborg har potentiale til at blive en verdensførende hub inden for biotekuddannelse, forskning og innovation, og BPH er et vigtigt element i forhold til at uddanne og udvikle talenter lokalt. Desuden skaber initiativet gunstige rammer for forskningssamarbejde med fokus på at udvikle innovative og bæredygtige produktionsteknologier. Initiativet bliver dermed en løftestang til teknologisk udvikling og vækst ikke bare for Novo Nordisk og den øvrige industri med aktiviteter i Kalundborg, men også for produktionsdanmark som helhed,” siger koncerndirektør i Novo Nordisk med ansvar for produktion, kvalitet og IT, Henrik Wulff.

Bred opbakning til projektet
Novo Nordisk deltager i partnerskabets bestyrelse, stiller projekter til rådighed for studerende og bidrager herudover med op til 50 mio. kr., som er øremærket til at lease den fysiske bygning, som skal huse BPH. Novozymes medfinansierer desuden den første projektperiode med op til 5 mio. kr. og vil også deltage i bestyrelsen sammen med bl.a. Equinor Refining Denmark, der er Danmarks største olieraffinaderi. Øvrige lokale virksomheder inviteres til at deltage i et eksternt advisory board.

LÆS OGSÅ:  Forsøg med chili og sennep kan føre til bedre behandling af smerte og kløe

”Den aktive deltagelse og de mange projektforslag viser en bred interesse på tværs af Kalundborgs industri. Vi ved af erfaring, at innovative studerende bidrager positivt til vores forretning, så vi ser frem til at samarbejde om projekter, der modsvarer industriens behov til den grønne omstilling og industri 4.0. Herudover er det vores håb, at flere af de studerende vil skabe en karriere i en af Kalundborgs virksomheder,” siger Sølvi Storsæter Bjørgum, Vice President, Equinor Refining Denmark.

”Novozymes ser stor værdi i en forskningsinfrastruktur i Kalundborg, der giver virksomhederne mulighed for at udvikle teknologier inden for industri 4.0. Vi ser frem til at have et tæt samarbejde med BPH om projekter, der modsvarer industriens behov i de kommende år,” siger Jesper Haugaard, Vice President, Novozymes.

AP Ejendomme vil opføre og have ejerskab over bygningen, der skal huse BPH.

”Der er mange gode kræfter, der samarbejder om at styrke uddannelses- og forskningsmiljøet i Kalundborg. Vi forudser derfor også, at Campus Biotekbyen, hvor BPH-bygningen placeres ved siden af Absalons kommende campusbygning, vil gennemgå en spændende udvikling de kommende år. Den udvikling vil vi gerne tage del i, og vi er stolte over at kunne være en del af et ambitiøst projekt, der arbejder for at skabe de bedst mulige rammer for de studerende,” siger Peter Olsson, direktør, AP Ejendomme.

Når de første studerende påbegynder projekter hos BPH i begyndelsen af 2022 vil de blive integreret i et lokalt studiemiljø i rivende udvikling, som allerede omfatter 300–400 studerende.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)