Samuelsens falske forsvar af Israel

Set med Israels briller er det positivt, at Anders Samuelsen for nylig har opfordret det muslimsk-dominerede og antisemitiske FN’s Menneskerettighedsråd til at opgive sin kroniske bias imod Israel og fjerne det omstridte dagsordenspunkt 7.

Det er jo fuldkommen skævt af FN’s Menneskerettighedsråd at opretholde et konstant fokus på det demokratiske Israel, mens de muslimske lande og slyngelstater som Kina og Rusland slipper for kritik, selv om de begår ekstrem grove brud på menneskerettighederne.

Samuelsen og resten af det officielle Danmark burde dog feje for egen dør.

For den samme Samuelsen, som nu foregiver at være Israels ven, har i 2017 bevilget 450 mio. kr. til palæstinensiske organisationer. Pengene går dels til korrupte palæstinensiske politikere, og dels til tunneller og raketter, der rammer civilbefolkningen i Israel.

Folketingets import af muslimske flygtninge og migranter fra kulturer, hvor hadet til jøder er fast inventar, har ført til en kraftigt stigende antisemitisme i Danmark og har skabt en fysisk og mental ghetto for de danske jøder. Antallet af antisemitiske hændelser i Danmark er steget voldsomt og stiger fortsat.

Forleden har palæstinensernes store ven, Ninna Hedeager Olsen (EL), der er Københavns Kommunes teknik- og miljøborgmester, overrakt en pris til tre BDS-medlemmer for ”utrætteligt at have arbejdet for at afsløre det israelske regimes apartheidlignende karakter”. Det var Københavns Rådhus, der dannede rammen om et antisemitisk event, og det var en repræsentant for det officielle Danmark, der var med til at kaste glans over antisemitterne fra BDS.

De etablerede medier tegner rutinemæssigt et forvrænget og forsimplet billede af den komplicerede Israel-Palæstina konflikt og lægger velvilligt deres spalter til propalæstinensisk propaganda. I sept. 2018 har Jyllands-Posten f.eks. bragt et indlæg, der fremstiller Israel som skurk og opfordrer den danske regering til at anerkende Palæstina som stat. Ligeledes en antisemitisk tegning Voxpop i anledning af, at kunstnere fra hele Europa opfordrede til boykot af Eurovision i Israel.

I et indlæg om Donald Trumps planer om at flytte USA’s ambassade fra Tel Aviv til Jerusalem har TV2 den 6. dec. 2017 vist et glimt af det israelske flag i sorte farver med det klare formål at skabe associationer til nazisternes hagekors.

Det var også en genoplivning af nazitidens jødekarikaturer og antisemitiske propaganda, da Politiken 12. dec. 2017 kommenterede præsident Trumps anerkendelse af Jerusalem som Israels hovedstad med tegningen af en fed jødisk mand med krum næse og kalot på vej til grådigt at sluge en stegt fredsdue.

Eksemplerne på antisemitisme i det officielle Danmark og medierne er legio. Derfor lyder Samuelsens falske forsvar af Israel i FN hult og hyklerisk.

André Rossmann

 

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)