Trods regering og medier marcherer sandheden.
Omgivet som vi er af løgn og bedrag, har mange svært ved at orientere sig, for hvad skal man tro? Noget af det, som regeringen og medierne fortæller, er sikkert sandt, men hvordan kan man skelne mellem sandhed og løgn, når man dagligt bliver proppet med propaganda?
Forståeligt nok vælger mange at afvise alt, hvad myndighederne og medierne fortæller, som det rene opspind. De bliver fordømt som konspirationsteoretikere – indtil konspirationerne viser sig at være sande. Hvorefter medierne går over til noget andet. Således er der f.eks. blevet underligt tyst om covid-vaccinernes undergørende virkninger. Og når det om nogle år er blevet koldere, vil politikere og presse bedyre, at de aldrig har påstået, at mennesket styrer klimaet, eller at CO2 er en dødsensfarlig gift. Måske vil den herskende klasse også en dag indrømme, at EU i forbavsende grad ligner den gamle Sovjetunion – bortset fra at de russiske kommunister ikke var så dumme at masseimportere fremmede, der ville omstyrte staten.
Men hvordan foregår den topstyrede udbredelse af løgne og undertrykkelsen af afvigende meninger? Det har vi netop fået illustreret i forbindelse med den nye portion Twitter-dokumenter, som journalisten Matt Taibbi kunne offentliggøre i torsdags. Afsløringerne viser, hvordan den amerikanske regering har sortlistet borgere, som uden grundlag blev beskyldt for at gå fremmede magters ærinde. De nye files viser også, hvordan regeringsorganer i samarbejde med sociale medier og gammelpressen har opdigtet og udbredt løgnehistorier med henblik på at styre den offentlige meningsdannelse.
Centralt i disse bestræbelser står det såkaldte Global Engagement Center (GEC), der finansieres af de føderale myndigheder og især af Forsvarsministeriet. GEC’s bevillinger er bl.a. gået til 39 organisationer, som har haft travlt med at afsløre ”misinformation”. Hvem disse organisationer er, meddeler GEC ikke noget om. Officielt er det GEC’s opgave at afsløre og imødegå misinformation fra fjendtlige, udenlandske magter, men de nye Twitter-dokumenter viser, at ofrene for statens sandhedsministerium ofte har været amerikanere, som ikke havde ringeste forbindelse med USA’s fjender, men blot havde andre meninger end dem, som regeringen ville udbrede. Ofte kunne man blive sortlistet blot ved at linke til en kilde, der kunne sættes i forbindelse med Rusland – en taktik, der går under navnet ”guilt by association”.
På den måde er et stort antal amerikanere i praksis blevet forhindret i at udbrede deres synspunkter eller oplysninger – hvilket har overladt pladsen til de påstande, som regeringen har ønsket at bringe til torvs.
Det geniale ved konstruktionen er, at opgaven med at censurere og undertrykke officielt er blevet overdraget til private aktører som Twitter, der mere eller mindre nølende har efterkommet regeringens ordrer.
I Danmark er det ikke nødvendigt med regeringsordrer, for her er medierne så veldresserede og så afhængige af skatteydernes penge, at Mette Frederiksen kan nøjes med at holde en pressekonference, så ved journalisterne, hvad de skal fortælle.
Magthavernes og mediernes problem er naturligvis, at man ikke kan tillade sig at blive taget i for mange løgne, før de begge mister enhver troværdighed. Man kan sagtens få journalister til at rette ind, men der er endnu ikke opfundet en metode til at få folk til at tro på deres historier.
Sandhedens hjul drejer langsomt, men det drejer.