” I krigstid er sandheden så værdifuld, at den må beskyttes af en livvagt af løgne”, konstaterede Winston Churchill under anden verdenskrig. I USA befinder man sig i en politisk borgerkrig, hvor sandheden næppe kan skimtes bag løgnenes tæt sluttede rækker. Amerikansk politik er nu oversvømmet af flere opdigtede anklager, perfide karaktermord og konspirationsteorier, end man ser i Mellemøsten. Og det siger ikke så lidt. Demokraterne i ledtog med hovedmedierne beskyldte vedholdende præsident Trump for seksuelle udskejelser, landsforræderi, bestikkelse, pengeafpresning og sabotage af forfatningen. Det var løgn og planlagt bagvaskelse alt sammen, men det virkede. Trump måtte forlade præsidentposten også hjulpet på vej af Facebooks Mark Zuckerberg, der havde slagtet sin sparegris og brugt 450 millioner USD til at ansætte og lønne de valgtilforordnede i de nøgle- delstater, der traditionelt er afgørende for udfaldet af præsidentvalg i USA. Som Mollie Hemingway siger i sin nye bog om præsidentvalget: ” Valget blev ikke stjålet, men købt og betalt”.
Senest forsøgte Demokratiske medier og politikere indbefattet præsident Biden, at stemple den frikendte Kyle Rittenhouse som racistisk hvidhedsdominator (white supremacist) til trods for, at de tre mænd, Rittenhouse skød i selvforsvar, alle var hvide. Alligevel havde myten om den hvide mand, der dræber sorte amerikanere bidt sig så fast, at medier i Holland og England fastholdt historien om, at Rittenhouse havde skudt tre sorte amerikanere. Den islamiske organisation CAIR var ude med en påstand om, at Rittenhouse udelukkende blev frikendt, fordi han var hvid. Havde han været muslim, var han blevet dømt til et liv bag tremmer.
Man skulle ikke tro det, men løgnekampagnerne fik endnu et opsving, da den seriekriminelle Darrell Brooks for et par dage siden kørte sin SUV-truck ind i en juleparade i byen Waukesha og dræbte 6 mennesker og lemlæstede 47 andre. Der var børn og ældre mennesker blandt de omkomne. Medier og Demokratiske politikere fik et kollektivt chok, da de erfarede, at gerningsmanden ikke var hvid og ofrene sorte, som de havde håbet. Og sådan som det burde være. Massemorderen Brooks er afroamerikaner og ofrene var hvide. Men herefter tog mediernes velsmurte løgnemaskine fat og producerede en version, der gjorde Darrell Brooks til offer mere end forbryder.
” Det her handler ikke om terrorisme”, skyndte politichefen i Waukesha sig at sige. Hvad handler det så om, må man spørge. Øjenvidner har beskrevet, at Brooks kørte sin bil i siksak gennem juleparaden for at ramme så mange som muligt. Den Demokratisk sindede TV-kanal NBC kunne berette, at den stakkels Brooks vistnok havde været indblandet i et knivstikkeri og var en desperat og angst mand på flugt med politiet i hælene. Han havde derfor i panik mistet herredømmet over sit køretøj, der så havde forårsaget ulykken. Det var således politiet, der havde drevet den ulykkelige Brooks ud i tragedien. Hovedmedierne – også de danske – har ikke villet bringe fotos af Darrell Brooks, der jo ville afsløre ham som afroamerikaner. Heller ikke har medierne fortalt, at Brooks er seriekriminel og dømt seksualforbryder. Han var eftersøgt af politiet, fordi han netop havde banket sin eks-kæreste og bagefter kørt hende over med sin bil.
I krig er sandheden det første offer, lyder et gammelt ord. Dette har historisk vist sig at være en korrekt antagelse. Og det er også tilfældet i den amerikanske politiske borgerkrig, hvor enhver rest af sandheden ligger begravet i løgne, myter og frit opfundne ondskabsfuldheder. Ifølge et kinesisk ordsprog er samvittigheden en lille skarp trekant i vore hjerter, som drejer og forvolder os smerte, når vi skader andre mennesker. Men når den har drejet et antal gange, er trekanten slebet ned til en rund skive, der smertefrit snurrer rundt og gør os samvittighedsløse. Det er det, der er sket i amerikansk politik og journalistik. Og herhjemme er vi også godt på vej.