Den 13. december 1985 var jeg på vej hjem med SK 212 fra New York til København. Det er en flyvetur på omkring 7 timer, og efter en hård arbejdsuge i USA faldt jeg hurtigt i søvn i mit smalle sæde på monkey class. En times tid inden vi skulle lande i Kastrup blev vi sovende passagerer vækket af Santa Lucia sangen i højttalerne. Ned ad midtergangen skred en procession af stewardesser iklædt hvide gevandter med krans om håret prydet med tændte julelys. En varm og hyggelig hjemkomst til Skandinavien, der dog blev afbrudt af høje kvindeskrig fremme på første klasse. Derefter en hysterisk hulken og endelig stilhed. En stewardesse forklarede senere, at en sovende amerikansk kvinde var vågnet i chok ved at se Luciabrudene. Hun troede, at hun var død, og at de hvidklædte skikkelser var kommet for at hjælpe hende over på den anden side. Denne rejse var hun absolut ikke klar til, da hun havde planlagt at holde jul med sin familie i Danmark. Men for alle os andre en smuk og hyggelig hjemkomst fra det fremmede. SAS når det var bedst.
Når man fra fjerne egne steg om bord i et SAS-fly, følte man sig allerede halvt hjemme. Venligheden om bord, de skandinaviske stemmer, en sildemad på rugbrød med en kold Tuborg gav en glæde og tryghed som i barndommen hos far og mor. At flyve SAS er at være hjemme langt fra hjemmet. Vi er tusinder af skandinaver, der kun har gode og varme minder fra vores rejser med SAS. Det er naturligt, at passagerer og politikere har været villige til næsten hvad som helst for at holde liv i vores fællesnordiske klenodie og stolthed. Ikke desto mindre er tiden nu kommet til at gennemføre dramatiske forandringer i SAS’s ejerskab, organisation og ledelsesstruktur. I de sidste mange år har SAS været en tung byrde for hovedaktionærerne, der er de tre nordiske stater, Sverige, Norge og Danmark. I årtier har SAS været belastet af en samlet omkostningsbyrde, som ejerne ikke kunne eller ville reducere. Det har længe været svært for SAS at tjene penge, og frisk kapital måtte ofte til for at dække hullerne i indtjening og likviditet. SAS er endt som et kludetæppe af lappeløsninger, der netop aldrig blev løsningen på ubalancen mellem indtjening og omkostninger. De norske og svenske regeringer trækker nu følehornene til sig og vil ikke fortsat hælde penge ned i SAS’s bundløse kar. Den danske socialdemokratiske regering elsker derimod statsejede virksomheder og er klar til at lade skatteyderne betale blødningen, indtil man kommer med en god løsning i morgen. Og hvad vil der ske med Københavns Lufthavn, hvis SAS pludselig ikke var der mere? Ingen politiker tør tænke denne tanke til ende.
Piloterne har lært af bagagearbejderne og har varslet strejke, når skoleferien begynder. Dette bliver enden på SAS i sin nuværende form, og bør også være det. SAS er i dag sat reelt til salg, men vi skal under alle omstændigheder undgå en betalingsstandsning eller konkurs, der standser selskabets flyvninger. Ejerne er nødt til at holde hånden under driften af SAS, indtil der foreligger en moderne, økonomisk bæredygtig forretningsplan og en ny ejerkreds, der agter at drive SAS på et rentabelt grundlag og ikke som en statslig institution. Der skal professionelle folk til. Det kunne være en førende international investeringsbank som Goldman Sachs kombineret med virksomhedskirurgerne fra McKinsey, som kunne sammensætte en ny ejerkreds og en bæredygtig forretningsplan for et helt nyt SAS. Det bliver nok slut med den skandinaviske model. Vi ender formodentlig med ’Danish Airways’, et selskab, der lige som Finnair beflyver de godt belagte destinationer i Europa, USA og Fjernøsten, men afskriver uprofitable oversøiske ruter. Denne løsning ville også være en fordel for Københavns Lufthavn, der jo i dag betjener et hav af flyselskaber, der ikke var i drift for 20 år siden.
Det er imidlertid helt afgørende, at regeringen sætter gang i denne proces med det samme og ikke venter til SAS må indgive den konkursbegæring, der truer forude. Hvis SAS går ned med flaget, er selskabet ikke til at redde. Hverken hele SAS eller stumperne af det.