Se hvilke offentlige organisationer vi har størst tillid til

Politiet og Politiets Efterretningstjeneste (PET) er uden sammenligning de offentlige organisationer, som danskerne har størst tillid til, viser YouGovs PublicIndex.

YouGov PublicIndex afdækker løbende danskernes opfattelse af de større styrelser, råd og udvalg i Danmark. En af parametrene er tillid. Hvilke offentlige organisationer har vi stor tillid til, og hvem har vi mindre tillid til? Her skiller politiet og PET sig positivt ud:

Hvilke offentlige organisationer har vi mest tillid til?

Politiet er den offentlige organisation, som danskerne har størst tillid til (samlet tillidsscore 31). 41% har stor tillid til politiet, mens 9% har mindre tillid, og 50% forholder sig neutrale og har altså hverken stor tillid eller mangel på tillid til politiet. Tilliden er større blandt kvinder end mænd. 45% af kvinderne har stor tillid til politiet mod 36% af mændene. Der er også flest over 35 år, som har stor tillid til politiet (42% mod 36% af de 18-36 årige).

PET ligger på andenpladsen med en samlet tillidsscore på 29. PET’s arbejde er ikke så synligt som politiets, og flere danskere forholder sig derfor neutrale til PET end til politiet. 34% har imidlertid stor tillid til PET, mens 4% har mindre tillid til PET, og 62% er neutrale på spørgsmålet. Selvom PET ikke er lige så synlig i medierne og på gaden som politiet, har de fået en del mere positiv omtale det seneste kvartal og i særdeleshed i december, hvor PET gennemførte en større aktion og anholdte 20 personer, som de havde under mistanke for at planlægge et terrorangreb.

LÆS OGSÅ:  VIDEO – Tidligere betjent: Her er PET-livvagternes våben og udstyr

Hvilke offentlige organisationer taler vi pænest om?

Det kan være årsagen til, at PETs omtalescore er steget fra 4 i efteråret til 7 i dag. Også Politiet har fået mere positiv omtale seneste kvartal (fra 7 til 10).

SKAT og Banedanmark ligger i bunden – både målt på tillid og omtale. Derudover er der en række organisationer, der får en meget lav score mellem -4 og 4, både når vi spørger til tillid og omtale, da danskernes kendskab til deres arbejde er meget lille, og mere end 90% af danskerne hverken mindes at have hørt positiv eller negativ omtale af dem i den seneste tid og forholder sig neutrale på spørgsmålet om tillid.

Om PublicIndex

Rankingen er udarbejdet ved hjælp af YouGov PublicIndex, som er en omdømme-tracker, der afdækker danskernes opfattelse af 30+ af de større styrelser, råd og udvalg i Danmark.

Rankingen er baseret på 3771 interview med repræsentativt udvalgte personer i alderen 18+ år fra YouGov Panelet. Data er indsamlet fra 9. september 2019 til 31. januar 2020.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)