Seks polske mænd dømt for milliontyveri af Lego

Personerne blev idømt mellem et år og et år og tre måneders fængsel og blev desuden udvist af Danmark.

Seks polske mænd mellem 21 og 36 år blev fredag ved en domsmandsret ved Retten i Sønderborg idømt mellem et år og et år og tre måneders fængsel for tyveri af særlig grov beskaffenhed.

Hændelsen fandt sted den 26. oktober 2018 på rasteplads Frøslev Øst, Sønderjyske Motorvej i Padborg.

Her lykkedes det tyvene at stjæle Lego til en værdi af cirka en million kroner ved at skære en lastbiltrailers presenning i stykker for at få adgang til lasten.

Efterfølgende blev tyvene anholdt. Den 21-årige blev anholdt på fersk gerning, mens de øvrige fem blev anholdt i Tyskland.

En enkelt af de seks tiltalte, den 21-årige, blev desuden dømt for et forsøg på et lignende tyveri fra en lastbil den 18. oktober. Han blev dømt i forening med ukendte gerningsmænd.

Samtlige tiltalte blev desuden udvist af Danmark i en periode på mellem seks og 12 år.

De seks personer modtog dommen.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)