Søndag aften kørte fem lastbiler med nødforsyninger fra Coop i Albertslund til Ukraine. Den ukrainske ambassadør var med, da lastvognene blev læsset.
Den ukrainske ambassadør, Mykhailo Vydoinyk, var til stede, da fem lastbiler med varme tæpper, dåsemad, bleer og andre varer søndag aften kørte fra Coops lager i Albertslund vest for Købehavn med retning mod Ukraine. Ambassadøren havde aftenen før skrevet til Coop og bedt om hjælp til dem, der flygter fra krigsområderne i Ukraine efter Ruslands invasion natten til torsdag.
Situationen i Ukraine er forfærdelig, fortæller ambassadør Mykhailo Vydoinyk: ”Folk var ikke forberedte på, at der kom krig. De fleste sov, da det russiske angreb kom. Folk tog det med sig, som de kunne bære. Smykker, papirer og lidt mad.”
Ambassadøren fortalte blandt andet, at der i dag er født tre børn blandt dem, der er på flugt og nu bor i shelters og nede i metroen. Og han kaldte det både tragisk og livsbekræftende, men peger på, at behovet for hjælp kommer til at stige:
”Vi ved ikke hvor længe, det her kommer til vare, så vi får brug for alt, hvad en familie på flugt, har brug for,” sagde Mykhailo Vydoinyk.
Coops administrerende direktør, Kræn Østergaard Nielsen, mødte den ukrainske ambassadør på lageret da lastbilerne blev læsset.
”Det er utroligt, hvad de går igennem i Ukraine. Helt ufatteligt for os, men jeg er glad for, at vi kan hjælpe bare lidt, ” siger Kræn Østergaard Nielsen.
Det er transportfirmaet DSV, der kører lastbilerne til Lublin i Polen, hvor lokale transporterer det videre til Ukraine.