Udenrigsminister Jeppe Kofod meddeler, at han ser frem til en analyse af årsagerne til Vestens skibbrud i Afghanistan.
Efter 20 års militære indgriben, 4000 vestlige døde – deriblandt 44 danske soldater – og milliarder og atter milliarder af spildte dollars, er årtiers snak om Vestens muligheder for at indføre frihed og demokrati i muslimske lande afløst af mismod og rådvildhed.
USA startede sin krig mod Taliban under slagordet “Operation Enduring Freedom” – operation bestandig frihed. Den 7. oktober 2001, da præsident George W. Bush indledte invasionen af Afghanistan, skete det ud fra en forhåbning om, at afghanerne drømte om frihed, for det gør vel alle. De skulle bare have lidt hjælp udefra, så blev de snart som os i Vesten.
Afghanerne fik tilbuddet – og sagde nej tak. Ikke alle afghanere, men de få viste sig ikke stærke nok til at modstå barbariet. Det forekom vestlige ledere og medier ubegribeligt, at nogen faktisk foretrækker klanvælde, kvindeundertrykkelse og shariadomstole frem for demokrati og menneskerettigheder. Men det burde de have forstået allerede få måneder efter at have kastet sig ud i det afghanske krigseventyr. Efter at have knust al-Qaeda burde vestmagterne have trukket sig ud i stedet for at hensynke i drømmesyner om opbygningen af en demokratisk retsstat, som afghanerne altså ikke vil vide af.
I stedet fortsatte amerikanske præsidenter – bortset fra Donald Trump – med at pumpe tropper, militært udstyr og gigantsummer ind i Afghanistan ledsaget af panegyrisk tale om det demokrati, man var ved at opbygge. Blot for at se det hele brase sammen på få timer 20 år senere.
USA’s prestigetab er uoverskueligt. Hvem vil vove at alliere sig med Washington efter at have set billederne af desperate civile, der prøver at hæge sig fast i de sidste fly ud af Kabul?
Afghanistan står i præcis samme situation som før den vestlige indgriben: forbud mod uddannelse af piger, tilsløring, tvangsægteskaber, stening, håndsafhugning, sexslaveri, pisk og offentlige henrettelser.
Præsident Biden forsikrede for blot få dage siden, at USA’s udtog ikke ville blive en gentagelse af scenerne fra Saigon i 1975, da fortvivlede vietnamesere prøvede hæge sig fast i de helikoptere, der evakuerede personel fra den amerikanske ambassades tag. Men udtoget fra Kabul endte som en præcis gentagelse.
Vi får nu at se, hvor mange der tør stole på præsident Bidens forsikringer under kommende kriser. Og endnu vigtigere: Hvor mange vil høre på de talende klassers påstande om, at islamisk kultur er omtrent som vores og stræber efter de samme mål?
Sikkert ikke så mange som før.