Piloten i en af Forsvarets redningshelikoptere blev onsdag aften gentagne gange generet af et grønt laserlys, som nogen pegede mod helikopteren, mens den fløj omkring Aarhus Universitetshospital i Skejby. Første gang var omkring kl. 20.42, hvor helikopteren var i færd med at flyve fra hospitalet. Piloten kunne dog ikke umiddelbart lokalisere stedet, hvor laserstrålen kom fra.
Da helikopteren kom tilbage efter en ny opgave omkring kl. 22.15, dukkede det grønne lys op igen, og da piloten var i færd med at flyve fra heliporten nogle minutter senere, blev der atter peget med laser gennem vinduerne.
Denne gang fandt mandskabet ud af, at laserlyset kom fra en bil på en p-plads på Palle Juul Jensens Boulevard. Politiet blev kontaktet, og en patrulje fik en medarbejder i helikopteren i røret på vejen derud. I mellemtiden begyndte bilen at køre fra stedet, og piloten fulgte efter, så patruljen kunne ledes på rette vej.
I krydset Paludan Müllers Vej/Herredsvej i Aarhus fik patruljen kontakt med bilen, som de fik standset. Bag rattet sad en 45-årig mand, og i hans lomme lå en laserpen, der lyste grønt.
Den 45-årige forklarede, at han havde siddet og leget lidt rundt med sin laserpen, og at han ikke vidste, at lyset uheldigvis havde rettet sig mod helikopteren. Han blev dog alligevel anholdt og sigtet for i tre tilfælde at have bragt andres liv og førlighed i fare.