Sigtet for at sælge kokain på Snapchat

En 23-årig mand blev torsdag kl. 16.48 anholdt på Jægergårdsgade i Aarhus og sigtet for at sælge kokain via en konto på Snapchat.

Da Østjyllands Politis specialpatrulje fik oplysninger om, at der ville ske en handel på en p-plads, tog de derud og traf den 23-årige, som sad i en bil sammen med to veninder. Alle tre personer i bilen blev anholdt og visiteret, og bilen blev ransaget.

Under ransagningen fandt betjentene en mindre mængde kokain og MDMA og nogle tusinde kroner i kontanter. Den 23-årige erkendte, at stofferne og pengene var hans, og at han havde solgt narko.

Han blev derfor sigtet for narkosalg, og narko og kontanter blev beslaglagt.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)