Østjyllands Politi fik søndag morgen kl. 6.41 en anmeldelse om, at der var brand i en motorcykel, som holdt i en grøftekant på Skjesbjergvej i Vellev ved Ulstrup.
En patrulje kørte til stedet, hvor de fandt motorcyklen, der lå på siden i grøften. Der var ikke længere ild i den, men fronten var beskadiget og noget af lakken var brændt.
Et vidne havde set en mand sætte ild til motorcyklen, og politiet fik hurtigt fat i ejeren, der fortalte, at han havde lånt den ud til en 51-årig mand fra Randers.
Ud fra vidnets signalement af gerningsmanden og spor på stedet, blev den 51-årige mand sigtet for forsætlig brandstiftelse, og Østjyllands Politi efterforsker nu sagen videre.