Østjyllands Politi fik natten til mandag kl. 00.21 en anmeldelse om, at en 20-årig mand var blevet slået i hovedet med en ølflaske på en beværtning på Fiskergyde i Aarhus C.
En patrulje kørte til stedet, hvor de traf den 20-årige, som havde ondt i hovedet, og han blev derfor kørt til tjek på skadestuen. Han var dog umiddelbart ikke kommet alvorligt til skade.
Flere vidner udpegede en 23-årig mand, der gik rundt i nærheden, som gerningsmanden, og han blev derfor anholdt og sigtet for grov vold.
Det var angiveligt nogle mindre uoverensstemmelser, der førte til episoden på beværtningen.