En 20-årig mand blev mandag aften anholdt og sigtet for trusler på livet efter en episode på en vej i Hornslet. Her mødtes den 20-årige med en 19-årig mand, som kom kørende i bil til stedet.
De to mænd havde en uoverensstemmelse, og ifølge sigtelsen lænede den 20-årige sig ind i bilen og truede den 19-årige med en kniv. Det fik den 19-årige til hastigt at køre fra stedet, og den 20-årige væltede omkuld på asfalten.
Kort efter ankom en patrulje til stedet, og den 20-årige blev anholdt og sigtet på baggrund af politiets indledende undersøgelser og afhøringer.
Den 19-årige blev standset af en patrulje i Følle tæt på Hornslet. Her indikerede en narkometertest, at han var påvirket af stoffer, og han blev derfor anholdt og sigtet for narkokørsel.